23948sdkhjf

Professor: Vacciner kan være årsagen til fald i coronadødsfald på plejehjem

Antallet af dødsfald blandt plejehjemsbeboere, der var bekræftet smittet med covid-19, fortsatte med at falde i sidste uge.

I uge fem døde 37 smittede på landets plejehjem. Det viser en ugentlig opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI). Det er det laveste ugentlige antal siden starten af december. De seneste par uger er antallet af coronatest, der foretages, dog også faldet.

Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimenterende virologi på Københavns Universitet, gætter på, at faldet er en begyndende effekt af, at flere nu er blevet vaccineret mod covid-19.

Vaccinerne kan være årsagen

I slutningen af december blev de første vaccinestik givet på landets plejehjem. 85 procent af beboerne har nu fået de to stik, vaccinerne kræver. Yderligere 8 procent har fået ét stik.

- Netop når det gælder plejehjem, vil jeg gætte på, der er ret meget tjek på det. Derfor vil jeg umiddelbart tro, at faldende dødstal repræsenterer en begyndende effekt af vaccineprogrammet, siger Allan Randrup Thomsen.

- Men det er nok lige tidligt nok, da der både er forsinkelser i effekten af vaccinen, og da der også går noget tid, fra man bliver inficeret, til man dør, lyder det fra professoren.

Han tror, tallene vil falde yderligere, efterhånden som flere vaccineres.

Andel positive prøver falder også

Antallet af dødsfald blandt bekræftet smittede toppede i uge to, hvor 110 smittede døde på landets plejehjem.

Siden er det faldet støt - sideløbende med at færre altså testes - til det sidste uge blev opgjort til cirka en tredjedel.

Andelen af de foretagne prøver, som er positive, er også faldet. I uge fem var det knap hver femte prøve på plejehjemmene, der var positiv. I uge to var det knap hver tredje.

I alt er 892 bekræftede coronasmittede plejehjemsbeboere døde under epidemien. Det samlede antal coronadødsfald i Danmark er 2244.

Det svarer til, at fire ud af ti dødsfald blandt coronasmittede er sket blandt personer, som var på plejehjem.

Kilde: /ritzau/

Artiklen er en del af temaet COVID-19.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11