23948sdkhjf

Nyt center vil fokusere på kvalitet i velfærd - og en mere nuanceret debat om ydelser

En række erfarne aktører og nøglepersoner har dannet et netværk, der vil bidrage til en mere nuanceret debat om velfærdsydelser.

Det drejer sig blandt andet om formanden for Patientforeningen Niels Jørgen Langkilde og en tidligere kommunaldirektør.

Gennem videndeling, dialog og debat er målet at sætte fokus på det frie valg og oplevelsen af kvalitet i velfærd frem for regneark, kontroller og strukturer. Netværket kommer til at hedde Center for Kvalitet i Velfærd.

 - Gennem debatindlæg og webinarer, konferencer og møder med politikere, eksperter, medier, brancheorganisationer samt aktører i offentlig og privat sektor ønsker Center for Kvalitet i Velfærd at bidrage til debatten om, hvordan vi får mere og bedre velfærd for pengene, siger tidligere kommunaldirektør Allan Vendelbo, der er blandt initiativtagerne til netværket, i en pressemeddelelse.

Den danske samfundsmodel er ifølge initiativtagerne under pres. Det skyldes blandt andet den demografiske udvikling med flere ældre og færre unge, økonomiske strukturer der er udviklet i 1970erne, øget mediemæssig bevågenhed på fejl og mangler i både offentlige og private tilbud samt forventninger og krav fra pårørende og borgere, skriver de.

Borgerens behov i centrum

En hyppigt fremført årsag i velfærdsdebatten er, at alt for mange ansatte i social- og sundhedssektoren bruger mere tid på administration og kontrol end på at hjælpe dem borgerne. Og dem ønsker Patientforeningen at bidrage med synspunkter fra ved at gå ind i netværket.

 - Som samfund fokuserer vi alt for meget på strukturer og millimeterudmåling frem for på behov og indhold – altså den oplevede og leverede kvalitet for borgeren. Det er vigtigt, at den enkelte borger kan se sig selv og sine behov i forhold til velfærdssamfundet, som derfor nødvendigvis må tilpasse sig borgeren – og ikke omvendt.

- Borgernes frie valg er i de senere år blevet skubbet i baggrund på bekostning af stordrift og reformer. Vi må sikre, at mennesket ikke bliver væk i systemet, siger formand Niels Jørgen Langkilde fra Patientforeningen.

Kvalitet frem for silotænkning

Allan Vendelbo har også været direktør i SKI og chef for KLs konsulenttjeneste. Med sin mangeårige indsigt i den offentlige sektor er han blevet opfordret til at træde ind i netværket for at bidrage med sine erfaringer med innovation, udvikling og produktion af velfærdsydelser og –løsninger.

- Der er utrolig mange kompetente og dygtige leverandører af velfærdsydelser både i den offentlige og den private sektor. Jeg har gennem årene set både gode og dårlige eksempler i begge sektorer, og det er ufrugtbart for debatten, hvis vi udskammer den ene frem for den anden.

- Der en værdifuld innovationskraft i samspillet mellem private og offentlige aktører, som kan inspirere hinanden til fordel for det velfærdssamfund, vi jo alle er interesseret i at bevare, understeger Allan Vendelbo.

Blandt de øvrige initiativtagere er et bo- og behandlingstilbud for børn og unge, en leverandør af hjemmehjælp samt nøglepersoner med forvaltningsmæssig, faglig og politisk erfaring.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094