23948sdkhjf

Vaccinationer har ført til markant færre døde på plejehjem

Antallet af smittede og døde med coronavirus på landets plejehjem er faldet markant, siden året begyndte.

Faktisk er det faldet i sådan en grad, at det ikke kan skyldes andet end den danske vaccineindsats.  Det siger Jan Pravsgaard Christensen, professor i immunologi ved Københavns Universitet, til TV2.

Da coronasmitten toppede i december, blev 467 personer konstateret smittet på plejehjemmene på én uge. Det var i uge 53.

Siden er antallet faldet fra uge til uge. Her omkring to måneder senere - i uge syv - kom der blot fem nye tilfælde. Det viser tal fra Statens Serum Institut.

- Når faldet er så ekstremt, så er det helt klart, at det er vaccinerne, der gør deres indtog nu, siger Jan Pravsgaard Christensen til tv-kanalen.

Effekt af vacciner

Samme tendens ses i forhold til antallet af døde med coronavirus.

I uge 53 var der 88 coronarelaterede dødsfald på plejehjem. Imens var der i uge 7 seks personer, som døde efter at være blevet smittet. Danmark har vaccineret mod coronavirus siden 27. december sidste år.

Ifølge Jan Pravsgaard Christensen er det værd at bemærke, at det som regel tager nogle uger at blive alvorligt syg af en covid-19-infektion. Derfor ser vi først effekten af vaccinerne i tallene nu, siger han til TV2.

Særligt i de første uger af 2021 har der været adskillige coronarelaterede dødsfald. Det gælder alt mellem 467 og 13 registrerede dødsfald per uge.

Sidste uge var første gang i år, at der blev registreret under ti døde med coronavirus.

40 procent af dødsfald er sket på plejehjem

De seks dødsfald svarer nogenlunde til niveauet fra før, den såkaldte "anden bølge" slog igennem.

Tallene viser også, at der i uge syv blev testet færre mod coronavirus blandt plejehjemsbeboere end i de første uger af året, skriver TV2.

Det er samlet omkring 40 procent af de godt 2300 dødsfald under coronaepidemien i Danmark, der er sket på plejehjem.

Kilde: /ritzau/

Artiklen er en del af temaet COVID-19.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109