23948sdkhjf

Folketinget fjerner udskældt pengestraf til covid-19-hjælpere

Et bredt flertal i Folketinget sikrer, at pensionister, der har taget arbejde for at hjælpe med at bekæmpe covid-19, ikke bliver modregnet i deres pension. Og at deres eventuelle ægtefæller heller ikke bliver det.

Det oplyser Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse. Aftalen vurderes at koste 60 millioner kroner.

- Der er ingen tvivl om, at mange danskere har ydet en ekstra indsats under corona for at bekæmpe virus eller holde gang i virksomheder og samfund generelt, og vi på den måde er mindre hårdt ramt.

- Det vil vi gerne anerkende, og derfor skal de heller ikke opleve at få en økonomisk lussing ved at miste noget af deres pension, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i en kommentar.

Modregnet i pension

Under pandemien har regeringen og myndighederne opfordret eksempelvis pensionerede sundhedsarbejdere til at hjælpe til under den ekstra belastning af sundhedsvæsnet og plejesektoren.

Men det har ført til, at de er blevet modregnet indtægten i deres pension. Det gælder modtagere af folkepension, førtidspension og seniorpension.

Samtidig har det kunne føre til, at ægtefæller er blevet trukket i deres pension.

- Vi er rigtigt godt tilfredse med, at man efter pres fra blandt andet Venstre har fået fjernet den skattehammer, som mange af vores corona-helte har været ramt af.

- Rigtigt mange danskere yder en kæmpe indsats under krisen, så vi allesammen kan komme så godt igennem krisen som muligt. De skal ikke straffes økonomisk for den ekstra indsats, siger Venstres beskæftigelsesordfører, Hans Andersen, og vurderer, at 15.000 familier vil blive berørt af aftalen.

Ekstraordinær situation

Aftalen betyder, at modregningen i egen eller ægtefælles pension, hvis den er udløst af coronaarbejde, bliver fjernet fra marts 2020 og 2021 ud.

Situationen under corona med modregning har sat fokus på den gensidige forsørgerpligt generelt. Men der er ikke lagt op til, at de bliver berørt.

- Vi står i en helt ekstraordinær situation og med en gruppe menneske, som har lavet en ekstra indsats, siger Hans Andersen og fortsætter:

- Vi skal hele tiden finde en balance, der sikrer, at det kan betale sig at arbejde samtidigt med, at man har en forpligtigelse til at forsørge sig selv og sine. Og det prøver vi hele tiden.

Kilde: /ritzau/

Artiklen er en del af temaet COVID-19.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.141