23948sdkhjf

Noma er tilbage i sit fritidsjob på plejehjem: "Jeg har savnet det mere, end jeg ville have troet"

- Jeg er så glad for at se beboerne. Jeg har savnet dem, siger 15-årige Noma Gashi, der har fritidsjob som ung spire på plejehjemmet Tamdrupcentret i Lund ved Horsens.

Noma Gashi går i 9. klasse på Lundskolen i Horsens Kommune. Hver onsdag og torsdag tjekker hun ind på Tamdrupcentret efter skole for at spille spil, gå ture, læse højt eller bare hyggesnakke med beboerne.

Det satte Covid-19 imidlertid en stopper for tilbage i december og frem til nu, hvor Noma ikke har kunnet møde på arbejde på grund af besøgsrestriktioner. Men nu er besøgsrestriktionerne på de fleste plejehjem ophævet på grund af forholdsvist lave smittetal, og at de fleste beboere og medarbejdere på plejecentret er vaccineret. Det betyder, at spirerne må komme tilbage i deres fritidsjobs.

Gensynsglæden mellem Noma Gashi og Ruth Beurze, der bor på Tamdrupcentret, var stor, Noma vendte tilbage onsdag den 24. februar.

- Jeg skulle lige være sikker på, at jeg kunne kende dig, men hvor er det dejligt at se dine glade, brune øjne igen. Noma er en dejlig pige, og vi hygger os sammen, siger Ruth Beurze, da hun første gang ser Noma igen, og straks bryder snakken løs om Ruth Beurzes egne børn og familie.

Skønt at komme af sted

Noma Gashi sætter stor pris på at være tilbage på jobbet, også selvom det sker med rigelige mængder af håndsprit og brug af mundbind. Det er godt at få en mere normal hverdag og komme lidt ud, når skoledagen også fortsat foregår bag skærmen derhjemme.

- Jeg har savnet jobbet - også mere, end jeg ville have troet. Vores fællesskab og samtaler ved aftensmåltidet, hvor beboere og personale fortæller om deres liv. Det er hyggeligt og noget helt særligt, jeg får her, som er anderledes, end når jeg er sammen med mine jævnaldrende venner, siger Noma Gashi.

At arbejde med mennesker er ikke fremmed for Noma Gashi, da hun også tidligere har passet børn. Og spirejobbet har åbnet for flere muligheder.

- Spire-jobbet er fantastisk, fordi jeg kan mærke, at jeg gør en forskel for beboerne. De bliver glade for, at jeg kommer. Og jeg lærer dem at kende som mennesker, og hvad den enkelte har lyst til - om det er at se en film, drikke en sodavand på terrassen, læse højt af avisen eller spille et spil. Jeg har altid haft en interesse i at arbejde med mennesker, da det gør mig glad, siger Noma Gashi.

Horsens Kommune oprettede i 2019 fritidsjobs på de fleste plejecentre til unge 'Spirer'. Målet var at skabe kendskab til SOSU-faget og give både ældre og unge fællesskab. Det har vist sig, at ældre nyder de unges selskab, som skaber hygge og glæde i hverdagen og de unge oplever på nært hold, hvad social- og sundhedsfaget rummer. Siden er ordningen blevet kopieret af andre kommuner.

Spirerne var også hjemsendt i perioden marts til august 2020.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.158