23948sdkhjf

Minister: Lyntest af plejepersonale i julen var for stor opgave

Det ville have krævet uanede mængder tid på landevejen, hvis hvert eneste plejehjem i julen skulle have haft besøg med tilbud om at lynteste plejepersonalet for at hindre spredningen af covid-19 på plejehjem.

Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) torsdag i et samråd om situationen over julen. Han er blevet bedt om at svare på, hvorfor kommunernes interesseorganisation, KL, blandede sig i prioriteringen af test.

Kommunerne fik lov at ændre i en pressemeddelelse fra Sundhedsstyrelsen. Styrelsen havde anbefalet lyntest af plejepersonale som førsteprioriteret for at forebygge smittespredning af coronavirus. Men det var for stor en opgave.

- Det er en kæmpe opgave, som på papiret kunne have været utrolig gavnlig. Men i realiteten er et besøg fra en testbil, der tester fire til seks personer, en gigantisk opgave, hvis man ganger op, siger sundhedsministeren.

50-60 biler til 939 ældrecentre

Han fremhæver, at myndighederne har haft den samme målsætning om at tage lyntest i brug for at mindske smitten mest mulig.

Personalet blev allerede PCR-testet systematisk på plejehjem. Lyntest var et supplement ifølge regeringen.

- Hvis vi havde haft det antal biler, vi har nu, så havde det stadig været en gigantisk opgave, og det havde stadig ikke været løsningen, siger Magnus Heunicke videre om brug af lyntest.

Der er 939 ældrecentre, men kun omkring 50-60 biler, der kunne køre ud dengang, fremhæver ministeren.

Pressemeddelelsen blev forslået omskrevet af KL, så to ugentlige lyntest af plejehjemspersonale ikke længere optrådte som førsteprioritet fra styrelsen. Det har DR Nyheder afdækket.

Særligt mellem jul og nytår spredte smitten sig hastigt, og antallet af dødsfald slog rekord på danske plejehjem.

Det er KL's opgave at sørge for, at brug af lyntest bliver implementeret. Men prioriteringen er sundhedsfaglig og dermed Sundhedsstyrelsens ansvar.

Ifølge Sundhedsstyrelsen påpegede KL, at man ikke kunne køre ud og teste folk på plejehjemmene, fordi man ikke havde kapacitet til det. Derfor blev det fjernet som en førsteprioritering fra styrelsens pressemeddelelse.

V: Der var stadig testkapacitet

Det er blå blok dog skeptisk overfor.

- Den forklaring køber jeg ikke umiddelbart. Danske Regioner indgik i midten af december kontrakter med private leverandører om netop mobile lyntest. Der var ledig lyntestkapacitet til test af både plejehjemspersonale og sårbare ældre.

- Umiddelbart efter den ændrede anbefaling eksploderede dødeligheden blandt plejehjemsbeboere, siger Jane Heitmann (V), der er formand for Sundhedsudvalget.

Magnus Heunicke fremfører dog, at det er helt sædvanlig procedure, at Sundhedsstyrelsen hører andre aktører.

- Når det bliver fremført af Jane Heitmann, som om at det er ekstraordinært, så kender man ikke særlig meget til, hvordan Sundhedsstyrelsen arbejder.

- Når man indfører anbefalinger, så inddrager man de parter, der skal implementerer anbefalingerne, siger sundhedsministeren.

Kilde: /ritzau/

Artiklen er en del af temaet COVID-19.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094