23948sdkhjf

Ny plan for vaccination: Det kan rykke indkaldt frontpersonale bag i køen

I disse dage modtager store dele af sundhedspersonalet et brev i deres E-boks. Det fortæller om, hvordan den fremtidige vaccination af frontpersonalet kommer til at forløbe, efter AstraZeneca er blevet taget ud af vaccinationsprogrammet.

Det gælder blandt andet for dem, som blot havde nået at få første stik af AstraZeneca-vaccinen. Denne gruppe vil derfor i stedet modtage tilbud om vaccination med en anden af de anbefalede vacciner. 

- Vi har gennemgået dokumentation og de faglige anbefalinger fra andre lande, og på den baggrund finder vi, at det bedste tilbud er at tilbyde alle, der har modtaget 1 stik med COVID-19 vaccinen fra AstraZeneca at få andet stik med en såkaldt mRNA-vaccine, siger direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm i en pressemeddelelse. 

I Danmark er der aktuelt ca. 150.000 personer, der er begyndt på, men endnu ikke har afsluttet et vaccinationsforløb med COVID-19 vaccinen fra AstraZeneca. Desuden bliver personer, der fik aflyst deres første vaccination med AstraZeneca-vaccinen, indkaldt til et vaccinationsforløb med en anden vaccine.

FOA er tilfreds med den nye plan

Da AstraZeneca-vaccinen onsdag blev taget ud af det danske vaccinationsprogram, kaldte FOA på en klar plan for færdigvaccinering af frontpersonalet hurtigst muligt. Derfor er det ifølge fagforeningen positivt, at Sundhedsstyrelsen har offentliggjort, hvordan medarbejderne i sundheds- og i ældresektoren skal forholde sig. 

- Planen er en god løsning, der i den givne situation - hvor vi mangler AstraZeneca-vaccinen - dækker godt. Afgørelsen af, hvem der skal visiteres til vaccination, bliver lagt ud lokalt, så ledelsen på arbejdspladserne skal indstille medarbejderne. Det er godt, at vi på den måde får afdækket, hvilke medarbejdere der har det mest akutte behov, siger formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA Torben Hollmann.

Da COVID-19 vaccinen fra AstraZeneca blev sat på pause i marts 2021, var der godt 100.000 personer, som havde modtaget invitation eller allerede var blevet booket til vaccination med vaccinen. Det var primært folk i målgruppe 4, som består af frontpersonalet i sundheds- og ældresektoren.

Allerede indkaldte kan blive rykket bag i køen

De 100.000 personer har som konsekvens fået annulleret deres invitationer og bookinger. Det begrunder Søren Brostrøm med lav smitte i befolkningen, og det kalder på en anderledes prioritering.

- Vi er nu et andet sted i epidemien, end da vi visiterede personer til gruppe 4 i starten af marts 2021. Vi har lav smitte i samfundet, lav belastning i sundhedsvæsenet, og risikoen for smitte er derfor mindre. Vi er derfor nødt til at visitere gruppe 4 på ny, og efter skærpede kriterier. Derfor vil de ca. 100.000 personer, der blev indkaldt i marts 2021, som udgangspunkt blive sat ind i køen, så de bliver indkaldt efter alder, siger Søren Brostrøm.

Det vil dog stadig være muligt at blive rykket frem i køen efter en konkret vurdering. Det kan eksempelvis være for nyansatte, der arbejder på intensivafdelinger med tæt personkontakt, oplyser Søren Brostrøm.

Torben Hollmann mener ikke, det er en optimal løsning, men det er ifølge ham ikke så overraskende, når myndighederne har været nødt til at tage en vaccine ud af vaccinationsprogrammet.

- På nogle måder starter man jo forfra, da en del af personalet skal genvisiteres til vaccination. Det er selvfølgelig ikke idéelt, og nogle af vores medlemmer vil desværre opleve, at de skal vaccineres senere end først planlagt. Men nu ved personalet i det mindste, hvad de skal forholde sig til, og det er vi tilfredse med, siger Torben Hollmann og fortsætter:

- Vigtigst af alt er, at vi kommer i gang med at vaccinere frontlinjepersonalet igen. Det har desværre stået stille alt for længe.

De første medarbejdere modtog et brev om beslutningen i fredags, men det tager ifølge Sundhedsstyrelsen nogle dage før, det når frem til alle berørte.

Artiklen er en del af temaet COVID-19.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093