23948sdkhjf

Gitte stopper som plejehjemsleder: "Det bliver svært at slippe ældreplejen"

Det bliver ikke helt let for Gitte Just at vænne sig til et nyt liv som efterlønner. Efter 18 år som leder af Plejehjemmet Strandhøj i Espergærde – og langt flere år inden for ældreplejen – føler hun sig stadig ikke færdig med sygeplejefaget.

- Jeg kan ikke forestille mig, at jeg ikke også i fremtiden skal være til at præge ældreområdet og skabe meningsfulde veje at gå, siger hun med et smil.

Gitte Just kom til Strandhøj i 2003 – kort efter, at plejehjemmet med den smukke udsigt over Strandvejen og Øresund blev indviet. Hun blev plejehjemmets første leder og søgte stillingen, fordi hun gerne ville være med til at starte leve-bo miljøer op. Det fortæller hun om på Helsingør Kommunes hjemmeside.

- Ideen kom fra Thyra Frank på Lottehjemmet og var et opgør med den traditionelle plejehjemskultur på det tidspunkt. Dengang serverede personalet kaffe fra et rullebord og sad bag beboerne, mens de spiste i fællesstuen. Med leve-bo miljøerne kom tingene til at foregå meget mere på beboernes præmisser. De bestemte selv i deres egen bolig, og ude på enhederne lavede vi varm mad – fx sovs, kartofler og flæskesteg – i de små køkkener. Det skulle være noget, beboerne kunne lide, og der skulle dufte af mad. Allerhelst skulle beboerne selv være med til at lave maden, fortæller Gitte Just.

Verden har forandret sig

Siden er der sket en del på Strandhøj. Ikke to år har været ens, og verden har forandret sig.

- Vi laver ikke længere maden selv, og der er ikke så meget rødvin og Baileys. Men vi har holdt fast i, at vi altid har øje for den enkelte beboers individuelle ønsker og behov. Det er en stærk del af vores kultur, at vi er her for beboerne. Ikke kun for at servicere dem, men for at skabe et liv for dem. Vi tager udgangspunkt i deres livshistorie og viser hele tiden, at vi har øje for, hvem de er. Fx i forhold til døgnrytme, forklarer Gitte Just.

Hun peger på, at de borgere, som i dag flytter på plejehjem, er betydeligt dårligere end dengang, hun begyndte på Strandhøj.

- Mange er meget demente og har behov for langt mere hjælp end før. Tidligere kunne vi tage i Zoo eller Tivoli med hjælp fra fonden Strandhøjs Venner. I dag magter vores beboere ikke så store bevægelser, men hvert år lejer vi et sommerhus, fx i Gilleleje. Så er beboerne deroppe en dag eller to på skift, og det er en fantastisk oplevelse. Både medarbejdere og beboere er helt høje, når de kommer hjem.

Fordi beboerne er så dårlige, når de flytter ind, bliver det ’hele livet’, som flytter med. Tit er der fx en ægtefælle, som har brug for at blive hjulpet tilbage på sporet efter en hård periode.

 - Vi ser stadig oftere pårørende, som har brug for, at vi hjælper dem, fordi de er i krise. Her henviser vi for eksempel til kommunens pårørendekonsulent, fortæller Gitte Just.

Har aldrig stået stille

Når Gitte Just bliver spurgt, hvad der har været det bedste ved årene på Strandhøj, er hun ikke i tvivl.

- Det er, at vi hele tiden har sat nye ting i gang. Vi har været drevet af ønsket om at styrke vores tilbud til beboerne og søgt mange fonde til forskellige projekter. I min tid har vi bl.a. fået sansehave, udendørs træningsområde, wellness-rum og erindringsstue – og vi har arbejdet med sansestimulation gennem sang og musik. Det har også været dejligt at se, hvordan personalet hele tiden er blevet fagligt stærkere, siger hun.

Gode minder er der masser af. Blandt andet fra Gitte Justs allerførste sommer på Strandhøj.

- Der flyttede et ægtepar, Tove og Niels, ind. De havde ingen børn og besluttede, at de ville donere en bus til Strandhøj. Den fik vi meget glæde af. Og hver morgen tog Niels, som sad i kørestol, turen ned med elevatoren for at tjekke, at bussen var ren, pæn og uden buler.

- Bussen ’Toni’ – opkaldt efter de glade givere - havde Strandhøj i øvrigt indtil for tre år siden, hvor den blev skiftet ud med en ny.

Corona har sat sit præg

Pandemien har naturligvis sat sine spor i dagligdagen på Strandhøj. Og det har været endnu en anledning til at tage udgangspunkt i beboernes individuelle ønsker.

- Vi ser hver enkelt beboer i øjnene og spørger: Hvad vil du gerne i dag? Og så hjælper vi med det. Der er fx beboere, som gerne vil træne på vores kondicykel hver dag for at holde sig i gang. Andre ønsker at spise sammen i små grupper, og beboere og medarbejdere sidder i vores café, som ellers er meget stor og tom i øjeblikket. Det giver mange gode samtaler, hvor der bliver grinet og talt om alt muligt, fortæller Gitte Just.

Corona-tiden har også været udfordrende.

- Vi har været urolige. Får vi Corona inden for dørene? Og det har været hårdt at lukke ned for de pårørendes besøg. Jeg har lært rigtig meget om kommunikation, for det er vigtigt, at vi hele tiden får talt om tingenes tilstand, både med pårørende og medarbejdere. Den faglige del med hygiejne og brug af værnemidler tager også meget tid.

Strandhøj er ikke gået helt fri af Corona. Der har været smittede medarbejdere og beboere, men heldigvis ingen indlagte eller døde. Nu er alle beboere vaccineret og alle medarbejdere tilbudt første vaccinestik, og det skaber ro og tryghed. Samtidig bliver retningslinjerne om to meters afstand, kun fem samlet ad gangen og brug af mundbind, sprit og værnemidler stadig efterlevet.

Gravhund og hus

Gitte Just har mange planer for livet på efterløn. Hus og have, gravhund og mand venter i Frederiksværk. Og så er barnebarn nr. fire på vej.

- Alle mine børnebørn er kommet inden for de seneste to et halvt år, og jeg glæder mig helt vildt til at være mere sammen med dem. At være plejehjemsleder sluger i perioder meget mere end 37 timer om ugen, og børnebørnene har været med til at skubbe på beslutningen om at gå på efterløn. Men jeg kommer til at savne at være med til at udvikle ældreplejen. Det har været spændende at sikre kvaliteten i plejen.

Og så er de smukke omgivelser på Strandhøj heller ikke lette at tage afsked med.

- Der er så smukt herude. Plejehjemmet er fantastisk bygget, for alle boliger har masser af lys og udsigt over vandet. Jeg kommer til at savne de daglige kig ud på havet, i bølger og voldsomt vejr, eller knaldblåt og solbeskinnet, slutter Gitte Just. 

Fakta:

  • Gitte Just havde sidste arbejdsdag på Strandhøj den 25. marts.

  • Den 1. maj er en ny plejehjemsleder parat til at sætte sig i chefstolen på Strandhøj. Det bliver Peter Stuhaug, som er uddannet sygeplejerske og kommer fra en stilling som næstformand i Lederforeningen i Dansk Sygeplejeråd. Han har tidligere bl.a. været arbejdsmiljøchef på Frederiksberg Hospital. 
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094