23948sdkhjf

Efter lang tids venten: 800 besøgshunde kan igen sprede glæde på landets plejeboliger

Efter en lang nedlukning kan de danske plejeboliger nu igen slå dørene op for besøg. Og det betyder ikke kun et gensyn med pårørende, men også med besøgshunde.

De 800 besøgshundeteams, der hvert år bruger cirka 39.000 timer i kontakt med mange tusind ældre og sårbare, er en populær ordning i plejeboligerne. Her arbejder de for at mindske ensomhed, skabe glæde og vække minder til live.

Derfor har hundene også været savnet under nedlukningen. Blandt andet på Plejecenter Møllehaven i Bogense, der nu igen har åbnet for TrygFonden Besøgshunde. Her har 63-årige Carsten Ellekjær og hans to hunde, Tino og Kenny, netop været på første besøg efter genåbningen.

- Det er fantastisk at komme på besøg igen, for de ældre stråler virkelig. Der er nogle, der aldrig siger noget, som pludselig begynder at tale. De sidder der og er meget passive, men når der så kommer et stort hundehoved hen på deres skød, så skifter de pludselig sindsstemning og rækker ud efter hundene. Man skal næsten selv se det, for det er svært at beskrive. Det er meget livgivende, siger Carsten Ellekjær, der bor i Ore på Fyn.

Selv efter mange måneder kan flere af beboerne på Møllehaven genkende Carsten og hundene, også selvom flere af beboerne er demensramte. Effekten af besøgshundene er tydelig:

- Pludselig kan ældre huske, at de også har haft hund engang. Så der er et eller andet, der åbner sig i deres hukommelse, når vi kommer på besøg. Jeg har virkelig savnet det, for det er fantastisk at se hundene arbejde og møde de ældre. Man lærer dem jo at kende, siger Carsten Ellekjær.

Corona krævede nedlukning og kreative løsninger

I TrygFonden har de også ventet med længsel på igen at sende deres næsten 800 besøgshundeteams på tiltrængt besøg hos ældre og sårbare borgere.

- Ensomhed har været et stort problem under nedlukningen, især blandt de ældre. Derfor er
besøgshundeordningen vigtigere end nogensinde, fordi hundene skaber en helt særlig kontakt og er et lyspunkt i hverdagen. Vi har glædet os til at sende alle vores kompetente besøgshundeteams afsted, så de igen kan sprede livsglæde og gøre en forskel for ældre og sårbare i hele Danmark, siger Galina K. W. Plesner, der er projektchef i TrygFonden.

TrygFonden Besøgshunde lukkede ned for aktiviteter mellem marts og september og igen fra januar. Fra september til december var enkelte besøgsteams på besøg på de plejecentre, hvor det var muligt.

- Vi har i hele perioden været i kontakt med plejecentrene for at finde nye og kreative løsninger, så de ældre og sårbare kunne få glæde af hundene i det omfang, det var muligt. Derfor har nogle besøgshundeteams fx været på udendørsbesøg i de plejeboliger, hvor det kunne lade sig gøre. Naturligvis i tæt samarbejde med personalet og med korrekt brug af værnemidler, siger Galina K. W. Plesner. 

Tiden blev brugt på forberedelse

I den lange ventetid har TrygFonden opfordret deres frivillige hundeejere til at holde hundetræningen ved lige for at sikre, at hundene er klar til besøg, nu hvor landet åbner.

- Dygtige, kompetente og engagerede hundeteams er vejen til succesfulde besøg. Det viser al vores erfaring. Derfor har vi løbende opfordret alle de frivillige hundeejere til at fortsætte træningen og delt ideer til aktivering af hundene. Vi har fx lavet et webinar til hundeejerne, der særligt fokuserer på at forberede hunde og hundeejere på opstarten efter en lang pause, siger Galina K. W. Plesner.

Den løbende træning og opmærksomhed skal sørge for, at besøgshundene og deres ejere føler sig trygge, forberedte og lige så klar til mødet med beboerne, som de var før nedlukningen. Det er afgørende for at sikre, at det bliver en god oplevelse for alle parter, nu hvor dørene igen er åbne for besøgshunde på de danske plejecentre. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109