23948sdkhjf

Nyt forløb skal hjælpe ældreplejen med at forebygge voldsom adfærd fra demente

Ledere og ansatte i ældreplejen kan få hjælp til at forebygge og håndtere udadreagerende adfærd. Det skal blandt andet ske ved at styrke borgernes trivsel på plejecentre og i hjemmeplejen.

Sundhedsstyrelsen udbyder nemlig et nyt undervisningsforløb. Over de næste tre år vil landets 98 kommuner have mulighed for at tilmelde sig.

Det skal særligt styrke fagligheden om demens og andre borgere med kognitive vanskeligheder.

- Mennesker med demens har ofte svært ved at sætte ord på deres behov og oplevelser, og mange kan ikke fortælle deres omgivelser, hvordan de har det. I stedet bruger de deres adfærd til at udtrykke sig og til at vise eventuel mistrivsel. Det der i fagudtryk kan kaldes for udadreagerende adfærd, siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen Mads Biering la Cour.

Ledere og medarbejdere skal deltage sammen

Forløbene skal også understøtte arbejdet med de borgere, som har kognitive vanskeligheder. Det er skruet sammen ved, at det er en enhed fra eksempelvis et plejehjem, som deltager sammen. Det er der en bestemt mening med.

- På den måde kan vi få forankret denne her viden. Vi vil gerne have det overført fra papir til den virkelig, som mange arbejder i, så det kommer til gavn i den praktiske hverdag, fortæller Mads Biering la Cour.

Det er ifølge enhedschefen vigtigt, at alle involverede har en faglig forståelse for borgernes situation, og hvorfor de reagerer, som de gør.

Undersøgelser viser, at tæt på halvdelen af social- og sundhedsansatte på landets plejecentre og i hjemmeplejen har været udsat for trusler om vold. At forebygge voldsomme episoder vil derfor være til gavn for både borgernes og medarbejdernes trivsel.

- Forløbene skal gerne være med til forebygge dét samt give ledere og medarbejdere mulighed for at dele deres viden med hinanden. Det vil skabe trivsel og tryghed for både borgere og medarbejdere, og dermed håber vi på at bidrage til at forbedre livet og den fælles arbejdsglæde for alle i ældreplejen. Det er vores mål, siger Mads Biering la Cour.

Fem dage med undervisning og workshops

Forløbene består af fem dage med henholdsvis tre undervisningsmoduler og to workshops. I løbet af undervisningen bliver deltagerne introduceret til redskaber og metoder, de kan bruge i arbejdet med at forebygge, håndtere og lære af voldsomme episoder til gavn for både borgere og dem selv.

Forløbene er bygget op, så deltagerne efterfølgende kan tage den nye viden med hjem og præsentere det for deres arbejdspladser og kollegaer. Det kommer til at tage udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens udgivelse ’Anbefalinger og inspiration til at forebygge, håndtere og lære af voldsomme episoder og udadreagerende adfærd i ældreplejen’ fra december 2020.

Hen over de næste tre år arrangeres en lang række forløb over hele landet, hvor hvert hold har plads til 25 deltagere. Kommunerne kan deltage i flere forløb samtidig, og hensigten er, at hver kommune også nedsætter en gruppe, som skal sikre, at erfaringer og viden bliver delt og indført på tværs af kommunens plejecentre og hjemmeplejeenheder.

Interesserede kan høre mere på informationsmøder

Sundhedsstyrelsen afholder åbne, virtuelle informationsmøder den 19. maj 2021 kl. 15-16 og den 21. maj 2021 kl. 9-10. Her kan interesserede høre mere om forløbene, og det vil være muligt at stille spørgsmål.

Det første hold kan begynde i efteråret 2021.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094