Privatfoto

Coronapandemien har skabt en distance mellem mennesker, da restriktioner har indskrænket mulighederne for at mødes i den virkelige verden.

Men der er til gengæld mulighed for at møde hinanden virtuelt. Det har to demenskonsulenter i Glostrup Kommune benyttet sig af, da de ville oprette en pårørendegruppe for folk med en nær familierelation til demensramte.

I ”normale tider” foregår det fysisk, men Anni Sønderup og Jørgen Rasmussen har den seneste stykke tid holdt det over videoplatformen Teams.

- Man kunne godt forestille sig, at det ville skabe en distance, men det synes jeg faktisk ikke, det har gjort. De pårørende kunne stadig snakke om det, der var svært, og jeg er forbavset over, at de har været så åbne, når det foregår bag skærmene, siger Anni Sønderup.

De to demenskonsulenter har ladet sig inspirere af manualen fra Nationalt Videnscenter for Demens, hvor der indgår samtalegrupper med pårørende.

Ægtefællerne skulle have lidt vejledning

Det har særligt været en gevinst for børnene til de demensramte, at de skulle mødes virtuelt. På den måde har de ikke behøvet at bruge tid på at transportere sig væk fra deres arbejdsplads, når der var møde. Et mødelokale på kontoret var nok. Denne gruppe er også mest vant til at benytte sig af IT.

- Vi har så brugt mere tid på at vejlede ægtefællerne i, hvordan de kom ind i det rigtige chatrum og så videre, siger Anni Sønderup.

Selvom møderne er gået rigtig fint, har det krævet en lidt anderledes struktur på møderne, når det foregår over Teams.

- Man kan hurtigt komme til at tale i munden på hinanden, så vi har indført, at man rækker den virtuelle hånd op, når man har noget at sige. I starten får alle også ordet, så hver især kan komme med et indlæg, hvis man har behov for det. Talerækken er meget vigtig, siger Jørgen Rasmussen.

Det kan samtidig give lidt begrænsninger. Anni Sønderup påpeger, at det kan svække den spontane samtale, når man har så fast struktur, men de to demenskonsulenter har erfaret, at det er nødvendigt.

Børn og ægtefæller i én gruppe

Det er ikke kun det virtuelle mødested, der er nyt. Anni Sønderup og Jørgen Rasmussen har også valgt at samle ægtefæller og børn i én pårørendegruppe.

- Det har der været en god rød tråd i, og de forskellige slags pårørende har kunnet lære af hinanden. Børnene kunne eksempelvis lære af, at de kunne høre ægtefællernes erfaring med at få deres partner i plejebolig. De var på forskellige stadier af demensforløbet, og på den måde kunne de have gavn af hinandens erfaringer, fortæller Jørgen Rasmussen.

Den grundlæggende forskel mellem børn og ægtefæller består af, at sidstnævnte er sammen med den demensramte til daglig, mens børnene bor for sig selv. Det er heller ikke altid, at børnene ved så meget om problemerne, fordi ægtefællen kan have dækket over dem.

Selvom de praktiske udfordringer i forbindelse med at være pårørende har fyldt, er det ifølge Anni Sønderup lige så meget det følelsesmæssige, som deltagerne har brug for at dele.

- Så kan man snakke om, hvor svært det er, og at man skal til at tage hånd om nogle ting, som man normalt ikke gør, fordi det er ens forældre. Det er er rart at tale med nogle, der er i samme situation, fordi andre kan have svært ved at forstå de udfordringer, man står i, bemærker hun.

De to demenskonsulenter har kun arrangeret en pårørendegrupper på den virtuelle måde. De har set det som et forsøg. Men det er gået godt, og nu håber de, at deres kollegaer rundt i landet kan bruge deres erfaringer.