23948sdkhjf

Ny måling viser tilfredse borgere: Sådan har diakonissestiftelsen fået bedre resultater

Kompetenceudvikling og medarbejdertrivsel har givet tilfredse kunder i hjemmeplejen.

Sådan forklarer souschef Lena Vibeke Jensen en tilfredshedsmåling blandt hjemmeplejens borgere. Frederiksberg Kommune har netop gennemført en undersøgelse blandt borgere, der modtagere hjemmehjælp, og tallene var god læsning for Diakonissestiftelsen.

Tilfredsheden blandt borgerne var steget generelt, og Diakonissestiftelsen overhaler de to andre leverandører på en række parametre såsom tilfredshed med den personlige pleje, respekt og venlighed, og om hjælperne kommer til tiden.

- Det er jo svært entydigt at pege på en årsag, men jeg mener, at det dels er vores planlægning, der er blevet bedre, hvilket sikrer kontinuitet for borgerne, dels er det vores kompetenceudvikling, der slår igennem. Det seneste år har alle medarbejdere været på kursus i grundlæggende sygepleje og forflytningsteknik. Og dertil har vi fokus på sparring både kolleger imellem og med teamlederne, siger souschef Lena Vibeke Jensen fra Diakonissestiftelsens Hjemmepleje.

Den høje tilfredshed resulterer også i tilstrømning af borgere, fortæller hun.

- Vi oplevede et lille fald, da Covid19 brød ud, fordi mange rengøringskunder fravalgte at få fremmede i deres hjem. Men den seneste tid er borgerne strømmet til, så vi nu besøger 670 borgere – det højeste antal nogensinde. Vi bruger ikke mange penge på markedsføring, så det må jo være på grund af mund-til-mund reklame, og det gør mig bare endnu mere glad.

”Vi har fået en sygeplejerske”

Endnu et tiltag for at højne kvaliteten er, at Diakonissestiftelsens Hjemmepleje har ansat sygeplejerske Celine Larsen. Hun er ansvarlig for kompetenceudvikling, oplæring, kvalitetsudvikling og praktikvejledning. Og hun har vakt begejstring blandt medarbejderne.

- Det er virkelig rart, at vi nemt kan få opdateret vores viden. Celine laver løbende kurser i forskellige emner, som man har lært i skolen, men har godt af at få genopfrisket. Det kan eksempelvis være forflytningsteknik eller at møde borgeren i øjenhøjde, fortæller sundhedshjælper Linea Spælling Fugmann.

- Det betyder, at man er mere tryg og sikker i sit arbejde. Vi har også et rigtig godt samarbejde på tværs i hjemmeplejen, og det tror jeg også, borgerne kan mærke, siger hun.

Medarbejderne skal føle deres egen betydning

Celine Larsen har arbejdet som sygeplejerske i Diakonissestiftelsens Hjemmepleje siden april 2020. Hun oplever, at medarbejderne gennem det seneste år har udvist en større nysgerrighed og er blevet bedre til at observere, når de er ude hos borgerne.

- De skal både se, lytte og føle, når de er i borgerens hjem. At give en støttestrømpe på betyder for eksempel, at man både skal mærke på borgerens ben og se på hudens farve og registrere eventuelle forandringer, fortæller Celine Larsen.

Det sker ofte, at medarbejderne opsøger Celine Larsen for at få opklaret et tvivlsspørgsmål om den grundlæggende sygepleje, og generelt udviser de en høj ansvarsfølelse, vurderer hun.

- Vi har talt om, at man som medarbejder i hjemmeplejen ofte er den allernærmeste på borgerne. Måske ser man dem mere end deres familier gør, så der følger et stort ansvar med. Jeg fornemmer, at de føler deres egen betydning og er stolte af at spille vigtige roller i borgernes liv., fortæller hun.

Fakta:

  • Brugertilfredshedsundersøgelsen af hjemmeplejen er foretaget af Epinion for Frederiksberg Kommune. Den gennemføres hvert andet år og kan læses på dette link: [link]
  • 74 pct. er tilfredse eller meget tilfredse med den hjælp, de modtager fra Diakonissestiftelsens Hjemmepleje. For Den Kommunale Hjemmepleje er tallet 73 pct. og for Hjemmehjælpen A/S 63 pct.
  • Når det vedrører personlig pleje, er 90 pct. af borgerne tilfredse eller meget tilfredse med Diakonissestiftelsens Hjemmepleje, mens det for Den Kommunale og Hjemmehjælpen A/S er henholdsvis 81 pct. og 84 pct.
  • 70 pct. har svaret ja til at hjælperne fra Diakonissestiftelsen kommer på de aftalte tidspunkter. For Hjemmehjælpen A/S er det 62 pct. og for Den Kommunale er det 59 pct.
  • Størst forskel er der på spørgsmålet om, hvorvidt det er de samme hjælpere, der kommer. Her svarer 64 pct. af Diakonissestiftelsens borgere ja, mens det er 69 pct. hos Hjemmehjælpen og kun 34 pct. hos Den Kommunale Hjemmepleje.
  • Diakonissestiftelsen er en non-profit velfærdsleverandør med over 155 års erfaring i at uddanne og drage omsorg for mennesker.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078