23948sdkhjf

Regioner og patienter: Stram aftale får konsekvenser

Der kan komme svære prioriteringer ude i regionerne som følge af den aftale, som regeringen onsdag har indgået med Danske Regioner om næste års budget.

Det vurderer flere regionsrådsformænd.

Den samlede aftale er på 1,185 milliarder kroner til driften i regionerne, der blandt andet driver sygehusene og psykiatrien.

Ifølge regionsrådsformanden i Region Midtjylland, Anders Kühnau (S), dækker aftalen "desværre langtfra alle regninger".

- Når vi kun får tilført en del af de voksende udgifter til medicin, digitalisering og ny teknologi, bliver vi nødt til at træde på bremsen, dér hvor vi gerne ville imødekomme den berettigede efterspørgsel fra borgerne, siger han i en pressemeddelelse.

- Det er en stram aftale, der lægger op til nogle meget svære forhandlinger i regionsrådet om næste års budget. Jeg forudser, at mange berettigede ønsker om flere midler og nye tiltag ikke vil kunne opfyldes, lyder det fra Anders Kühnau.

Regionsrådsformand i Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S) betegner aftalen som "fornuftig", men konstaterer, at regionen har "en stor opgave foran os, hvis vi skal leve op til de forventninger, der er til vores sundhedsvæsen".

I Region Sjælland, hvor der sidder en anden socialdemokratisk regionsrådsformand, Heino Knudsen, bliver aftalen kaldt for stram, men fornuftig.

- Det vil kræve skarpe prioriteringer, når regionsrådet i Region Sjælland skal beslutte, hvilke konkrete nye initiativer man skal tage fat på, siger han i en pressemeddelelse.

Organisationen Danske Patienter mener, at aftalen vil "næsten uundgåeligt kunne mærkes i patienternes behandling".

Finansminister Nicolai Wammen (S), der sad i spidsen for forhandlingerne, kalder aftalen et "markant løft", som kan "udvikle vores sundhedsvæsen".

Ud over sygehuse og psykiatrien har landets fem regioner også ansvaret for blandt andet en del af den kollektive trafik og uddannelser.

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078