23948sdkhjf

Strejke udsætter tusindvis af operationer og behandlinger

En lang række danskere har på grund af sygeplejerskestrejken fået deres aftaler på landets sygehuse udskudt.

Mere end 16.500 behandlinger og operationer i Danmark er nemlig indtil videre blevet udskudt eller forventes at blive det.

Regionerne opgør deres udskydelser på forskellige måder, og derfor er tallene ikke nødvendigvis sammenlignelige.

I Region Hovedstaden forventer man, at i alt 5358 aktiviteter må udskydes fra 19. til 25. juni. Der er primært tale om ambulant aktivitet. 1583 af de udsatte aktiviteter er kirurgiske indgreb. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Region Hovedstaden.

Vurderingen i Region Nordjylland er, at der i uge 25, som er den igangværende uge, vil blive behov for at aflyse 240 operationer, 50 indlæggelser og omkring 1000 ambulante besøg, oplyser regionen i et skriftligt svar.

I uge 24 og 25 er det i alt 2191 aftaler, der er blevet udskudt på de syddanske sygehuse. Det tal dækker både over ambulante behandlinger, indlæggelser, operationer og virtuelle kontakter.

Region Syddanmark gør opmærksom på, at tallet kan stige dag for dag, da sygehusene er blevet bedt om kun at aflyse aftaler tre dage frem. Det oplyser regionen i en mail.

I strejkens første 14 dage forventer Region Midtjylland, at 1376 operationer vil blive aflyst. Det er især planlagt kirurgi og ortopædkirurgi, der påvirkes af strejken.

Ud over de aflyste operationer er 5204 ambulante besøg, 427 endoskoper og 300 røntgen- og skanningsaftaler udsat i regionen. Den estimerer, at strejken vil berøre mere end 7000 patienter, skrives der i et skriftligt svar.

Presseafdelingen i Region Sjælland oplyser, at man vurderer, at 193 operationer og 419 behandlinger vil blive udskudt i uge 25.

Strejken trådte i kraft natten til lørdag den 19. juni, hvor flere end 5000 sygeplejersker ansat i regioner og kommuner nedlagde arbejdet.

Sygeplejerskerne stemte mandag den 14. juni nej til Forligsinstitutionens mæglingsforslag, fordi de ønsker mere i løn.

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062