23948sdkhjf

Patienter vil have løst konflikt: Det haster

Flere danskere har siden midten af juni fået udskudt behandling på hospitalet på grund af en strejke blandt landets sygeplejersker.

Tirsdag udvides strejken så igen, når flere sygeplejersker går på barrikaderne, og det kan betyde, at endnu flere behandlinger udskydes.

Konflikten har ifølge Danske Patienter alvorlige konsekvenser. Organisationen opfordrer derfor til, at der findes en løsning.

- Vi ser flere og flere henvendelser fra organisationer, der peger på, at det her går ud over en række forskellige patientgrupper.

- Der er tilsyneladende ikke udsigt til, at det stopper. Vi synes, at der må gribes ind, for nu går det ud over patienterne, siger formand Klaus Lunding.

Over 50.000 behandlinger er blevet udskudt under strejken. Det er dog kun en brøkdel af alle de behandlinger, som hver dag foretages, da størstedelen af sygeplejerskerne fortsat er på arbejde.

22.000 patienter er sendt videre til behandlinger på privathospitaler, hvilket er muligt, hvis man ikke har fået behandling inden for 30 dage.

Konflikten brød ud, efter at sygeplejerskerne to gange stemte nej til det forslag til en overenskomst, forhandlere ellers var nået frem til.

Danske Patienter vil ikke blande sig i en lovlig konflikt. Men det haster ifølge paraplyorganisationen med en løsning.

- Det her tidspunkt af året lige efter sommerferien er et, hvor der virkelig skulle behandles mange patienter - for eksempel for dårlige knæ og skuldre.

- Man skaber en gigantisk pukkel af de patienter, og der er andre, som virkelig kommer i klemme, lyder det fra Klaus Lunding.

Al akut og livstruende behandling berøres ikke af strejken. Men ifølge Danske Patienter kan den blandt andet betyde, at for eksempel udredning af patienter med demenssygdom forsinkes.

Der er aktuelt ikke planlagt flere møder mellem sygeplejerskernes formand, Grete Christensen, og regionernes chefforhandler, Anders Kühnau.

Konflikten kan dog også blive afsluttet ved, at regeringen griber ind med en lov. Det skete senest i 2013 under lærernes lockout.

I alt strejker omkring 5700 sygeplejersker nu. Det svarer til knap 11 procent af de medlemmer i Dansk Sygeplejeråd, der er ansat i landets kommuner og regioner. Yderligere 800 slutter sig til strejken over de kommende uger.

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109