23948sdkhjf

Flere ældre får ikke nok hjælp til rengøring og bad - Ældre Sagen vil have en "hygiejne-milliard"

Hver tredje ældre, der har brug for hjælp til rengøring, har ikke mulighed for at få gjort rent, når de har behov for det.

Samtidig angiver hver femte ældre hjemmehjælpsmodtager, der modtager hjælp til bad, at de ikke kan komme i bad eller blive vasket, når de har behov for det.

Det viser en undersøgelse af Danmarks Statistik foretaget for Ældre Sagen, skriver Jyllands-Posten.

Per Tostenæs, seniorkonsulent i Ældre Sagen, kalder det en "forfærdelig undersøgelse".

- En del af dem der svarer i undersøgelsen siger, at deres hjem er som en svinesti. Det kan vi ikke være bekendt, siger Per Tostenæs til Ritzau.

- Det er desværre et problem, vi har kendt til i lang tid. Vi kan se, at kommunerne de sidste ti år har sparet mere end 6,7 millioner hjemmehjælpstimer væk.

Undersøgelsen viser desuden, at den manglende hjælp påvirker de ældres hverdag.

Manglende rengøring kan afholde dem fra at invitere gæster, mens manglende bad eller hjælp til at blive vasket kan afholde hjemmehjælpsmodtagere fra samvær med andre mennesker.

Ældre Sagen foreslår, at der straks afsættes en "hygiejnemilliard", så de ældre kan få gjort rent en gang om ugen.

- Vi har i første omgang foreslået et beskedent løft på en milliard kroner. Det vil være et første skridt i en genopretning til at give en bare nogenlunde værdig hjælp. Det vil måske kunne give 50 procent mere til rengøring, siger Per Tostenæs.

Pengene skal bruges til at skaffe flere hænder i ældreplejen, så de ældre eksempelvis kan få gjort rent mere end hver 14. dag, som er det "typiske" i kommunerne nu ifølge Ældre Sagen.

- Vi har hørt et eksempel om en kvinde, der tabte et sildeglas på gulvet i køkkenet og måtte vente 14 dage på at få tørret det op. Forestil dig den lugt.

Social- og ældreminister Astrid Krag (S) erkender problemerne i en skriftlig kommentar.

- Det er trist, når vores ældre oplever, at der ikke er tid til en hårvask eller en støvsugning. Det påvirker livskvaliteten, og vi skal have vendt udviklingen. Heldigvis oplever langt størstedelen, at de kan komme i bad eller få gjort rent, når de beder om det, men tallet skal op, skriver Astrid Krag til Jyllands-Posten.

Undersøgelsen er baseret på et repræsentativt udsnit på knap 1500 hjemmehjælpsmodtagere over 65 år.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125