23948sdkhjf

Sygeplejersker føler sig provokeret af Mette Frederiksen

Mange sygeplejersker føler sig provokeret af statsminister Mette Frederiksen (S).

Det siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd, efter at statsministeren på et coronapressemøde mandag aften bad sygeplejerskerne yde en ekstra indsats i den kommende tid, hvor corona igen kan presse sundhedsvæsnet.

Tidligere i år afsluttede regeringen med et lovindgreb sygeplejerskernes ti uger lange strejke. Og det medførte ikke bedre løn- og arbejdsvilkår, som sygeplejerskerne ellers havde efterspurgt.

- Reaktionerne fra vores medlemmer på den udtalelse fra statsministeren er meget voldsomme, siger Grete Christensen.

Mette Frederiksen sagde blandt andet, at "Danmark igen har brug for jer", og hun tilføjede:

- Jeg beder jer om, at I yder ikke bare en indsats, for det gør I fuldt ud allerede. Men også en ekstra indsats igen.

Grete Christensen siger, at tålmodigheden er opbrugt blandt hendes medlemmer.

- Vi har en oplevelse af, at vi i snart to år har været spændt for en vogn, hvor det hele tiden har handlet om lige at give en ekstra skalle, men at vi må konstatere, at vi i sommer i vores konflikt, hvor vi forsøgte at appellere til politikerne om noget hjælp til at få en bedre løn, at der var der ikke rigtig nogen respons, siger hun.

- Så tålmodigheden fra sygeplejerskernes side er mere end opbrugt. Derfor står vi en rigtig vanskelig situation. Og jeg vil sige, at Mette Frederiksen og politikerne bliver nødt til at komme i en helt anderledes dialog med ikke bare sygeplejerskerne, men alle medarbejdere i sundhedsvæsnet, for at skabe løsninger fremadrettet, siger Grete Christensen.

Sygeplejerskernes strejke blev afsluttet tilbage i august. Med lovindgrebet kan sygeplejerskerne se frem til en lønstigning på lidt over fem procent over tre år.

Desuden er der nedsat en såkaldt lønstrukturkomité. Den skal analysere sygeplejerskernes løn og sammenligne den med andre faggrupper i det offentlige.

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109