23948sdkhjf

Nyt plejehjem med tryk på hjem: Her skal man bo for at leve – ikke for at dø

- Det sidste kapitel skal være en dejligt tid fuld af glæde og livskvalitet, og det vil vi gøre alt for at give vores beboere, siger Christina Fruergaard, der er forstander på Grønttorvets Friplejehjem, der åbner den 15. november i Valby.

Det kan være en svær beslutning at sende sine kære på plejehjem, og derfor har hun stort fokus på, at beboerne skal føle sig hjemme på plejehjemmet. Indretningen er lys og moderne, og på flere etage er der store terrasser med grønne planter.

Fakta om Grønttorvets Friplejehjem

  • Der er 66 boliger på Grønttorvets Friplejehjem. De fleste er to-rums boliger, men der er også fire et-rums boliger. Dertil er enkelte boliger, hvor par kan bo sammen. Alle boliger har eget minikøkken og privat badeværelse med egen vaske/tørremaskine.
  • Når man visiteres til en plejehjemsplads, er der mulighed for at vælge et friplejehjem. Ofte vil kommunerne pege på deres egne plejehjem først, og derfor skal man aktivt vælge et friplejehjem, hvis det er det, man ønsker.
  • Grønttorvets Friplejehjem tager imod beboere fra hele landet. Det kan være en fordel, hvis man for eksempel bor i Jylland og har børn og børnebørn i København, som man gerne vil tættere på.
  • En plads på Grønttorvets Friplejehjem, koster ikke mere end en plads på et kommunalt plejehjem og man kan ligesom på kommunale plejehjem søge om boligstøtte.
  • Grønttorvets Friplejehjem er en del af Danske Diakonhjem, der er den største udbyder af friplejehjem i Danmark. Her tages der udgangspunkt i det kristne livs- og menneskesyn. Man behøver dog ikke at være kristen for at bo på Grønttorvets Friplejehjem.

Selvom alt er indrettet, så man kan komme rundt med rollator eller i kørestol, er der intet der signalerer institution, og rammerne gør alle fordomme om mørke plejehjem og kliniske omgivelser til skamme.

- Det er meget vigtigt for os, at beboerne føler, at det her er deres hjem og ikke en institution med spritlugt og besøgstider. Grønttorvets Friplejehjem skal være et hjem, hvor jeg og medarbejderne selv vil ønske, at vores forældre skal bo.

En tilvalgsfamilie

Derfor tilbyder plejehjemmet blandt andet en unik mulighed for, at par kan bo sammen, så de kan fortsætte familielivet, selvom de får brug for mere omsorg i hverdagen. Samtidig er der altid plads til pårørende.

- Det er vigtigt for os at skabe så meget nærvær som muligt for beboerne, og vi ønsker, at de pårørende skal være en del af den familie, vi skaber. Derfor er det ingen besøgstider, og de må være her lige så længe de vil, siger Christina Fruergaard.

Det sociale er vigtigt i det, hun kalder beboernes tilvalgsfamilie. Derfor lægger hun vægt på fælles hjemmelavede måltider ligesom man har i enhver anden familie. Beboerne skal heller ikke sidde og se passivt på livet omkring dem. De skal inddrages i de daglige aktiviteter så som let havearbejde og småkagebagning i det omfang de kan og vil.

Mere for pengene

Som friplejehjem er man ikke bundet af krav om, hvordan ressourcerne skal fordeles, og det giver ifølge forstanderen frihed til at forvalte økonomien som det giver bedst mening. Dermed kan man tilbyde bedre rammer, selvom huslejen er den samme som på kommunale plejehjem. 

- Vi har frihed til altid at gøre det, der giver bedst mening for den enkelte beboer. Vi kan eksempelvis ansætte flere sygeplejersker, siger Christina Fruergaard.

Glæde hos både beboere og ansatte

Christina Fruergaard arbejdede som ung sygeplejerske på plejehjemmet Lotte og lærte, hvordan man skaber livskvalitet for de ældre og arbejdsglæde for de ansatte - en tilgang, hun har taget med sig. Hun lægger vægt på, at de ansatte skal kunne føle stolthed ved deres arbejde, og så har hun har masser af gode idéer til, hvordan man skaber et godt og rigt liv for beboerne.

- Vi vil bruge byrummet og beboerne skal have masser af gode oplevelser udenfor huset. Derfor har vi blandt andet planer om at anskaffe en cykelrickshaw, så beboerne kan komme på cykeltur, siger hun.

Der er desuden planer om årskort til Tivoli og Zoo og jævnlige ture på restaurant. Men der skal også være oplevelser inde i huset for dem, der ikke kan komme ud. Der er der indrettet både spabad med sanserum og egen frisør og fodterapeut i huset så man kan føle sig forkælet, selvom det kniber med mobiliteten.

- Jeg har den indstilling, at alt skal kunne lade sig gøre. På den måde kan man rigtig meget, fortæller Christina Fruergaard.

Kommenter artiklen (4)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141