23948sdkhjf

Rekordmange bliver henvist til privathospitaler

De danske sygehuse har i 2021 allerede sat rekord for, hvor mange patienter der er blevet henvist til privathospitaler. Det skriver Berlingske.

I årets første ni måneder blev 117.647 patienter henvist til et privathospital. Man har ret til at blive henvist til et privathospital til undersøgelse eller behandling, hvis ventetiden på et offentligt sygehus overstiger 30 dage.

Og der var altså rekordmange, der fik en henvisning i årets første ni måneder.

Sammenligner man med den samme periode året før, blev der i 2020 henvist 86.434. Det svarer til en stigning på 36 procent.

Det hører med til historien, at der var et markant fald i 2020 sammenlignet med året før, hvor tallet lå på 99.389.

Mette Nord, som er direktør for privathospitalernes brancheorganisation Sundhed Danmark, peger på et øget pres på de offentlige sygehuse som følge af coronapandemien.

- Rigtig mange patienter vælger at blive behandlet på et privathospital i denne tid, hvor der er hårdt pres på ressourcerne på de offentlige sygehuse, siger hun til Berlingske.

Retten til at blive henvist til et privathospital hører inde under behandlingsgarantien.

Lægeforeningen foreslog i sidste uge, at ordningen skulle suspenderes, og at patienter i stedet for skulle have udsat deres operationer.

Foreningen kom med forslaget, fordi den mente, at det ville kunne hjælpe hospitalerne, som oplever et stigende pres på grund af coronavirus, ubesatte stillinger og sygeplejerskernes strejke.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) afviste forslaget.

- Jeg har ikke planer om at suspendere behandlingsgarantien, da jeg kan frygte, at det kan få konsekvenser for nogle, hvis deres operation udskydes, sagde han.

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.125