23948sdkhjf

FOA: Ansatte i ældreplejen skal ikke miste deres ferie

Det vækker undren hos FOA, når Beskæftigelsesministeriet alene vil give medarbejderne i det regionale sundhedsvæsen mulighed for at overføre ferie, der ellers skulle være afholdt inden nytår.

I landets kommuner er velfærden også under ekstremt pres på grund af COVID-19 og mangel på personale. Mindst syv kommuner har på kort tid meddelt, at de må begrænse deres ydelser til borgerne. 

- Det er i uforståeligt, at man ikke sikrer tilsvarende vilkår for de kommunalt ansatte i ældreplejen og døgninstitutioner. Den kommunale velfærd er under ekstremt stort pres, og der mangler i den grad hænder. Folk har krav på at afvikle ferie. Men hvis medarbejdere gerne vil tage en ekstra tørn i en ekstremt presset tid, så skal de selvfølgelig kunne overføre ferie, og det kan de ikke i dag, siger Mona Striib i en pressemeddelelse.

Forbundsformanden frygter kombinationen af nødberedskab i kommunerne og manglende ligestilling mellem det kommunale og regionale område i forhold til reglerne for at overføre ferie.

- Der er kollegaer, der har været sygemeldte på grund af corona, og derfor ikke har kunne afholde deres ferie. De vender tilbage i en situation, hvor der er nødberedskab, og hvor arbejdspladsen ikke kan undvære en eneste medarbejder. Det er naturligvis op til den enkelte, om de vil afholde den ferie, de har ret til, men for pokker: folk skal da ikke miste ferie, hvis de gør samfundet en tjeneste, tilføjer Mona Striib. 

Og det skal ikke være den enkelte medarbejder, der føler sig presset til at smide deres ferie over bord, lyder det.

- Jeg vil kraftigt opfordre beskæftigelsesministeren til at sikre, at kommunalt ansatte ikke ender med at miste deres ferie, mens kollegaer i sundhedsvæsnet får mulighed for at overføre deres ferie til næste år. Det er simpelthen uretfærdigt, og den helt gale vej at gå i forhold til at motivere folk til at yde en ekstra indsats, siger Mona Striib.

Hun understreger, at der bliver behov for en vifte af løsninger i kommunerne. For der mangler medarbejdere i ældreplejen, i daginstitutionerne, i psykiatrien, på bostederne og mange andre steder, hvor corona-situationen sætter den kommunale velfærd og medarbejderne under et kolossalt pres.

- Muligheden for at overføre ferie er et af de redskaber, der skal i spil. Løsninger kan også være at omplacere hjemsendte medarbejdere. Med tanke på, hvor hurtigt situationen er gået fra slemt til værre i landets kommuner, mener jeg også, at politikerne skal se på at give medarbejderne en økonomisk tilskyndelse for at yde en ekstra indsats, siger Mona Striib.

Læs mere om: FOA
Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.126