23948sdkhjf

Sosu'ere kan få ekstra penge i lommen, hvis de tager frivillige ekstra vagter i julen

I Sundhed og Ældre ved Herning Kommune er der, som mange andre steder i landet, mangel på sosu-medarbejdere.

For at sikre at opgaverne løses bedst muligt hen over jul og nytår, har kommunen derfor indgået en aftale med FOA Herning. Den betyder, at sosu'erne kan få et tillæg udover lønnen, hvis de frivilligt tager ekstra vagter i perioden frem til 30. januar 2022.

- Det er helt afgørende, at vi som kommune kan yde den nødvendige hjælp på bedst mulig vis for borgere på plejehjem og de borgere, der modtager hjemmepleje. Aftalen med FOA løser ikke alle udfordringer, men vi kommer forhåbentlig et godt stykke ad vejen, siger Anne Ramsgaard, chef for Sundhed og Ældre i Herning Kommune, i en pressemeddelelse.

Omsorg og pleje er vigtigst

Herning Kommune har cirka 950 medarbejdere ansat på sosu-overenskomst, herunder en del ufaglærte. Sundheds- og ældrechefen skal bruge yderligere cirka 60 for at få vagtplanerne til at gå op.

- Problemet er landsdækkende, og det er helt grundlæggende. Men det er klart, at den udbredte corona-smitte lige nu ikke gør situationen lettere, siger Anne Ramsgaard.

Hun understreger, at det i den kommende periode kan blive nødvendigt at prioritere mellem opgaverne.

- Praktisk hjælp til rengøring, herunder hovedrengøring, og de såkaldte klippekortsydelser til selvvalgte aktiviteter kan blive aflyst eller udskudt, og det kan i det hele taget blive nødvendigt at prioritere. Det afgørende vigtige for os at sikre er den nødvendige pleje og omsorg til de mest sårbare borgere, siger Anne Ramsgaard.

Hun håber på forståelse hos både borgere og pårørende.

- Jeg ved godt, det langt fra er nogen optimal situation. Vi vil gøre alt for at løse opgaverne så godt, som det overhovedet er muligt under de givne omstændigheder.

Sundhed og Ældre arbejder blandt andet på at involvere andre faggrupper end sosu-medarbejderne, hvor det giver mening i forhold til opgaveløsningen. Det kan for eksempel være fysio- og ergoterapeuter og sygeplejersker.

Hjemmesygeplejen kører som normalt.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111