23948sdkhjf

KL vil reducere hjemmehjælp for at hjælpe med sengepladser

Der er alvorlig mangel på sengepladser på landets sygehuse, og nu kommer Kommunernes Landsforening (KL) til undsætning.

KL er i dialog med regeringen om at øge kapaciteten ved at stille senge på plejehjem til rådighed, skriver Jyllands-Posten.

Men det kommer med den pris, at det vil gå ud over hjemmeplejen.

- Der er bekymring for, at sygehuskapaciteten ikke kan følge med, og vi er dialog med regeringen om at stille kapacitet i form af 200-300 senge på landets plejehjem til rådighed.

- Det føler vi en forpligtelse til at gøre, men det kræver til gengæld, at vi via en nødbekendtgørelse kan reducere hjemmehjælpen og udskyde eller aflyse eksempelvis praktisk hjælp i form af rengøring og tilbyde færre bade end normalt, siger Jacob Bundsgaard, formand for KL og socialdemokratisk borgmester i Aarhus, til Jyllands-Posten.

En nødbekendtgørelse giver mulighed for at ændre niveauet for hjælpen generelt, så den enkelte borger ikke skal vurderes individuelt, som det normalt sker, lyder det i avisen.

Jacob Bundsgaard fortæller, at en nødbekendtgørelse vil være en forudsætning for at kunne hjælpe med sygehusene.

- Vores medarbejdere bliver også syge af corona, og i nogle kommuner er vi allerede så udfordrede med hensyn til bemanding, at vi reelt kører med nødberedskab.

Stephanie Lose, formand for Danske Regioner, kalder det "fornuftigt" at "sætte andre opgaver til side", hvis det er, hvad der kræves for at kunne hjælpe sygehusene.

Hos Ældre Sagen er man bekymret for, at en nødbekendtgørelse kan være på vej.

- Det er groft, at det er de mest svækkede og udsatte borgere, som skal betale prisen. Det er virkelig bekymrende, at det er der, vi er, siger vicedirektør Michael Teit Nielsen til Jyllands-Posten.

Social- og ældreminister Astrid Krag (S) siger i et skriftligt svar til avisen, at en nødbekendtgørelse tidligere har været "i spil" under pandemien. Hun kan derfor ikke udelukke, at et "lignende greb" kan være nødvendigt igen. Men fokus er på test og revaccination, lyder det.

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125