23948sdkhjf

Friplejeboliger er populære som aldrig før – men for mange ældre er det ikke en valgmulighed

Antallet af friplejebolig er steget voldsomt siden 2010.

I 2021 var der 1510 friplejeboliger i Danmark, og de udgør 2,21 procent af det samlede antal pleje- og ældreboliger. Det svarer til en tredobling, da der blot var 510 friplejeboliger i 2010. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Stigningen sker på trods af, at der ikke er nævneværdig ændring i antallet af borgere, der bor i plejeboliger generelt. Hos Dansk Industri ser man de nye tal som et klart tegn.

- Vi ved fra tidligere undersøgelser, at borgerne ønsker mere selvbestemmelse – også når det kommer til valget af plejebolig. Her er det mit klare indtryk, at både borgere og kommuner er blevet mere opmærksomme på fordelene ved friplejeboliger, netop fordi de kan sikre reelle alternativer til de kommunale plejeboliger, siger branchedirektør Jakob Scharff.

Friplejeboliger er et alternativ til de kommunale tilbud og er private plejeboliger til personer med omfattende behov for service og pleje. Friplejeboliger har tilknyttet personale og serviceareal.

 DI: Flere plejeboliger fra private

Friplejeboliger er kun en valgmulighed i 43 af landets 98 kommuner, og hos Dansk Industri håber man, at flere kommuner vil tilbyde private alternativer til kommunens egne tilbud.

- Kommunerne står med en kæmpe udfordring, fordi de skal investere i at opføre op mod 13.000 ekstra plejeboliger frem mod 2030. Det er vores forhåbning, at de nyvalgte kommunalpolitikere kan se idéen i at løse den udfordring i samspil med private – og derigennem også imødekomme borgernes ønsker om flere valgmuligheder, siger Jakob Scharff.

- Derudover har vores tidligere analyser vist, at kommunerne kan gøre mere for at sikre, at alle ældre ved, at de har ret til at vælge en friplejebolig. Når tallene viser, at friplejeboligerne er populære og attraktive, så skal vejledningen også være på plads – ellers risikerer vi at borgerne går glip af tilbud, de egentlig ville foretrække.

Brugen af friplejeboliger er særligt udbredte i de midt- og nordjyske kommuner. Her er der flere kommuner, hvor op mod 22 procent af de indskrevne har valgt en friplejebolig. I Viborg Kommune er 22,8 procent af de samlede plejeboligbeboere indskrevet på en friplejebolig.

Derimod er der generelt ikke mange kommuner på Sjælland, hvor ældre har bosat sig en friplejebolig, og det skyldes ifølge Dansk industri, at mange ældre ikke har mulighed for at benytte sig af det private alternativ i deres egen eller omkringliggende kommuner.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141