23948sdkhjf

Sundhedsordførere indkaldt til møde om coronaepidemi onsdag

De nuværende coronarestriktioner gælder til og med søndag. Derfor skal Folketingets partier i denne uge tage stilling til, om de skal forlænges.

Sundhedsministeriet har indkaldt partiernes sundhedsordførere til et møde om status på epidemien. Mødet finder sted onsdag klokken 11.

Det er forventningen, at Epidemikommissionen, som rådgiver regeringen og Folketinget om coronasituationen, inden mødet vil komme med en ny risikovurdering.

Det er ikke ordførerne, der beslutter, om restriktionerne skal føres videre. Det er derimod Epidemiudvalget, som tager stilling til det.

Restriktioner holder i øjeblikket kulturinstitutioner som tivoli, zoologiske haver, museer og biografer lukket. Det samme gælder højskoler.

Kulturlivet har været meget diskuteret den seneste tid. En stribe partier, både fra rød og blå blok, har ytret, at kulturlivet bør stå forrest, når og hvis der skal lempes.

Ud over et lukket kulturliv gælder der lige nu krav om coronapas, mundbind eller visir, når man besøger en restaurant eller en café.

Serveringssteder, herunder restauranter og barer, skal desuden lukke klokken 23. Og sidste udskænkning skal finde sted senest klokken 22.

Venstre går efter at få sløjfet så mange restriktioner som muligt. Og under alle omstændigheder restriktioner på kulturområdet.

Partiet har bedt ministeriet om tal for, hvor meget den nye virusvariant, omikron, belaster sygehusene.

Ifølge Statens Serum Institut ser omikron ud til at give et mildere forløb end tidligere varianter. Desuden fører den til færre indlæggelser.

- Det er jo lidt vigtigt, hvor meget den nye variant belaster sundhedsvæsnet i forhold til, hvilke beslutninger der skal træffes, siger Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen.

De Radikale vil meget gerne have højskolerne åbnet igen.

- Det er meget svært at forklare, hvorfor alle andre skoler må åbne, når højskolerne ikke må, siger Christina Thorholm, som er De Radikales sundhedsordfører.

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.656