23948sdkhjf

Personalemangel: Kommune sætter rengøring og sociale aktiviteter for ældre på pause

Rengøring, sociale klubber og klippekortsordningen for ældre og plejekrævende bliver sat på pause i Skanderborg Kommune foreløbigt frem til 1. februar.

Det er personalemangel, der har tvunget kommunen til den at træffe den kedelige beslutning. Det oplyser kommunen i en pressemeddelse.

Faktum er, at der lige nu mangler 100 medarbejdere i Skanderborgs ældrepleje. Det skyldes, at de ansatte enten er smittede med corona eller sidder i isolation, fordi de er nærkontakter.

Desuden er det svært at finde afløsere og elever, fordi fraværsbilledet i denne gruppe er det samme som hos de fastansatte.

Blevet værre i denne uge

Kommunen oplyser, at situationen er forværret de seneste dage, og at det er derfor, at aktiviteter og visse opgaver i ældreplejen bliver sat på pause. Og det går selvfølgelig ud over de ældre borgere, der modtager hjemmepleje, samt borgere på plejecentre.

- Jeg er utrolig ked af, at det er blevet nødvendigt at prioritere i den service, vi giver til vores ældre. De seneste dage er smitten steget så hurtigt, at vi er i en situation, hvor vi bare ikke har de medarbejdere, der skal til for at løse alle opgaver. Jeg håber, at vores borgere og pårørende har forståelse for, at vi i en periode ikke kan levere service på det niveau, vi kunne ønske, siger chef for Sundhed, Omsorg og Handicap Lis Kaastrup.

Hun fortæller, at alle ressourcer bliver sat ind for at få løst den mest basale plejeopgave. Og så kommer hun med en opfordring til pårørende om at stå for det sociale.

- Vi har fuld fokus på den pleje, som er vigtig for borgernes sundhed og helbred, så den bliver udført på en sikker og forsvarlig måde. Jeg vil gerne understrege, at vi kun udsætter aktiviteter hos borgere, hvor det vurderes at være fuldt forsvarlig. Det er praktisk hjælp og sociale ting, som vi kommer til at sætte på pause. Jeg vil opfordre pårørende til at være i endnu tættere social kontakt med deres ældre den kommende tid. Vær tilstede ved måltider, kom lidt oftere på besøg, arranger gå-ture eller andre sociale aktiviteter i de kommende dage, siger Lis Kaastrup. 

Lige nu er reglerne således, at hjemsendte og isolerede medarbejdere oftest er fraværende i syv dage. Udskydelsen af udvalgte aktiviteter og opgaver gælder derfor til den 1. februar, hvor Skanderborg Kommunes kriseledelse vurderer, om der er behov for en forlængelse.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.109