23948sdkhjf

Syv kommuner laver fælleskommunalt hjælpemiddeldepot

Hvad gør man, når den leverandør, der har sørget for drift og opbevaring af hjælpemidler til kommunens borgere pludselig forlader det danske marked?

Så starter man bare sit eget hjælpemiddeldepot.

Det er i hvert fald hvad syv kommuner har gjort, hvoraf Dragør er en af de deltagende kommuner. 

Kommunerne har sammen stiftet selskabet Fælles Hjælpemiddeldepot I/S, der pr. 1. april skal stå for at opbevare og sikre forsyning af hjælpemidler til borgerne. Det fortæller 1. viceborgmester og formand for Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget i Dragør Kommune Nicolaj Bertel Riber (A) til Kommunefokus.dk.

Og ifølge ham bliver der nogle klare fordele ved, at kommunerne nu selv skal stå for håndteringen af hjælpemidler.

- For os har det altoverskyggende været, at vi kan sikre en forsyningssikkerhed, og at borgerne ikke kommer til at mærke, at et nyt firma står for det. Samtidig har vi som fælles kommunal virksomhed ikke provenu for øje; vi skal ikke tjene penge på det, det synes jeg også er en væsentlig fordel, siger Nicolaj Bertel Riber.

Overtager personale

Konkret overtager kommunerne Faxe, Greve, Halsnæs, Lejre, Ringsted, Solrød og Dragør i fællesskab både bygning og personale fra den tidligere leverandør Zeeland Care, når de forlader Danmark ved udgangen af marts.

- Der er tale om en ren virksomhedsoverdragelse, så vi beholder materialer og knowhow, og vigtigst af alt kommer borgerne ikke til at mærke på servicen, at noget har ændret sig. Det har været vigtigt for os, siger han.

Det nye selskab råder altså over en bygning, hvor hver kommune har hylder og områder til rådighed, hvor plejesenge, rollatorer, kørestole med mere bliver opbevaret, indtil en borger bliver visiteret og skal bruge noget udstyr.

- Der bliver nogle klare stordriftsfordele i, at flere kommuner er samlet om en større virksomhed. Især bliver hjælpemiddelområdet mindre sårbart for de mindre kommuner, der ikke altid har så meget udstyr eller så meget personale, til at tage hånd om det, siger han.

Dragørs kommunalbestyrelse stemte deres indtræden i selskabet igennem på et ekstraordinært mødet 23. februar.

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.612