23948sdkhjf

Frederiksberg-plejehjem i demens-uddannelse: Nu trives beboerne bedre

Personcentreret omsorg, fælles sprog og metoder har givet bedre trivsel hos beboerne på Søster Sophies Minde. Det er resultatet af et halvt års uddannelsesforløb, hvor plejehjemmet har haft besøg af Demensrejseholdet fra Sundhedsstyrelsen.

- Med de mange nye metoder vi har arbejdet med, er vi i fællesskab blevet bedre til, at få beskrevet og tage afsæt i beboerens livshistorie og behov, så samarbejdet altid tager udgangspunkt i beboeren fortæller forstander Hanne Munkholm fra plejehjemmet Søster Sophies Minde på Diakonissestiftelsen.

Hun fortsætter: 

- Nogle gange er den bedste måde at indlede et samarbejde med beboeren på at drikke en kop kaffe sammen og se lidt på fuglene i haven. Hvis en beboer måske har rejst meget, og vi serverer maden som på en restaurant, kan det være det første skridt til en god kontakt, som danner fundament for et godt samarbejde, tilføjer hun

Gennem 18 møder, der har vekslet mellem undervisning og træning i metoderne, det seneste halve år er de to ledere af plejehjemmet sammen med otte medarbejdere blevet uddannet som nøglepersoner i personcentreret omsorg og samarbejde med mennesker med demens af Sundhedsstyrelsens Demensrejsehold.

Intervalpleje

Sideløbende er den øvrige medarbejdergruppe blevet involveret og har fået præsenteret centrale begreber. Undervisningen har taget udgangspunkt i konkrete plejesituationer, og de nye værktøjer er løbende blevet prøvet af i praksis.

- Et værktøj, vi fortsat arbejder bevidst med, er intervalpleje. Medarbejderne tager hver dag afsæt i den stemning, der denne dag er i relationen og udfører herefter de nødvendige opgaver i det tempo, som passer ind i beboerens hverdag. Det giver mere trivsel og glæde hos både beboere og medarbejdere, samtidig med at vi ofte kan gøre det på samme tid og med mere positiv energi. Så det giver rigtig god mening, siger Christina Bischoff, der er stedets souschef.

- Vi kan på den lange bane se, at beboerne trives, er blevet mere rolige og sover bedre om natten. For flere beboere har vi også kunnet nedtrappe den antipsykotiske medicin. Så det gør helt klart en forskel, tilføjer hun.

Mere omsorg, mindre medicin

Netop medicinforbruget er et indsatsområde for Sundhedsstyrelsen, forklarer demenskonsulent Jette Waagner, der er udsendt fra Demensrejseholdet:

- Demens er ikke en psykose, men man bruger ofte antipsykotisk medicin for at udnytte bivirkningerne. Medicinen gør umiddelbart beboerne roligere, men det er fordi, de mister evnen til at udtrykke sig og kommunikere relevant, og evnen til at gå kan påvirkes. Vi har i 2016-19 uddannet 600 nøglepersoner med god effekt. Vi har blandt andet kunnet måle nedsat sygefravær, magtanvendelse og konfliktniveau samt markant øget trivsel hos beboere og personale, siger hun.

Ny indsigt og nysgerrighed

Den 3. marts blev forløbet med Demensrejseholdet afsluttet, og de ti nye nøglepersoner fik diplomer på deres læring. Desuden blev der sammen med en stor del af de øvrige medarbejdere planlagt, hvordan de nye metoder kan fastholdes i hverdagen. Hanne Munkholm er opsat på, at der nu bliver holdt fast i den nye måde at arbejde på.

- Det har været en fantastisk rejse. Jeg har som leder været enormt stolt og glad over at få lov at være med. Det har været privilegeret at have tid og kvalificeret hjælp til at arbejde i dybden med demensfagligheden. Jeg har mærket et kæmpe engagement hos medarbejderne trods træthed efter corona. Det skaber også trivsel hos dem, for de bliver glade for at kunne gøre en endnu større forskel for både beboere og pårørende, siger Hanne Munkholm og slutter af med et smil:

-  Men det, der glæder mig allermest, er, at jeg kan se, at det giver øget livskvaltiet for den enkelte beboer, som bliver mærkbart roligere, trives bedre og får mødt sine behov på egne præmisser.

I efteråret 2022 indgår Søster Sophies Minde og Diakonissestiftelsens Hjemmepleje i et nyt forløb sammen med alle plejehjem i Frederiksberg Kommune og Sundhedsstyrelsen, med fokus på at forebygge voldsomme episoder i ældreplejen.

Fakta

  • Demensrejseholdet er et praksisnært læringsforløb fra Sundhedsstyrelsen. Det skal give medarbejderne på plejehjem og hjemmeplejegrupper kompetencer til at styrke plejen og omsorgen for mennesker med demens.
  • På Søster Sophies Minde er 10 medarbejdere gennem et halvt år blevet uddannet til demensnøglepersoner.
  • De har blandt andet lært ’personcentreret omsorg’, der tager udgangspunkt i beboernes psykologiske behov for kærlighed, tilknytning, trøst, identitet, inklusion og meningsfuld beskæftigelse.
  • Plejehjemmet Søster Sophies Minde ligger i hjertet af Frederiksberg og har plads til 36 beboere og direkte adgang til en aflukket grøn have.
  • Søster Sophies Minde er en del af Diakonissestiftelsen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125