23948sdkhjf

Plejehjemsleder to dage før anholdelse: INGEN vil skade beboere

Lederen af Plejecenter Tirsdalen i Randers har skrevet klar besked om mistænkelige genindlæggelser ud til de pårørende i orientering

Blot to dage før en person med tilknytning til Plejecenter Tirsdalen blev anholdt og varetægtsfængslet, skrev lederen af stedet ud til pårørende, at hun var overbevist om, at ingen ville skade beboere bevidst.

Det kan TV2 Østjylland afsløre ud fra orienteringen, som vi har fået adgang til.

Sådan her skriver lederen Susanne Tvede ud til de pårørende den 12. marts:

'Dybt i mit inderste er jeg overbevist om, at der er INGEN som i INGEN på Tirsdalen, der bevidst vil gøre noget, der kan påføre vores beboere skade'.

TV2 Østjylland har tidligere beskrevet, hvordan lederen i samme orientering skriver, at fire beboere blev indlagt den 27. februar inden for få timer med lignende symptomer.

Tre af dem blev genindlagt inden for få dage, lyder det videre fra lederen.

To dage efter orienteringen blev sendt ud, bliver en person så anholdt og varetægtsfængslet i en sag om 'mistænkelige genindlæggelser og et dødsfald på Plejecenter Tirsdalen'.

'Jeg er glad for, at vi ikke selv skal have fantasi til at forestille os, hvordan det kan være sket, for det ville kunne blive grimt', lyder det også i orienteringen fra plejehjemslederen.

I mindst et af tilfældene, hvor en beboer fra plejecentret har været indlagt flere gange, har der været tale om forgiftninger.

Det kunne TV2 Østjylland fortælle i torsdags, da en af de pårørende, Henrik Madsen, stod offentligt frem.

Henrik Madsen fortalte, hvordan hans mor tre gange over en kortere periode var blevet dårlig og efterfølgende måtte indlægges, og at han er overbevist om, at forløbet hænger sammen med den verserende politiefterforskning.

Hver gang fandt hospitalet et stof af typen benzodiazepin i den 80-åriges krop. På trods af, at plejehjemmet oplyser, at hun slet ikke får den slags medicin.

- Hun svinger mellem at være væk og være helt væk. Hun kan ikke snakke, har lukkede øjne, og det er bare frygteligt at se, fortalte Henrik Madsen.

Den 80-årige kvindes journal dokumenterer også, at politiet undervejs bliver inddraget, selvom personalet faktisk også mistænker, at lægemidlet Voltaren Gel kan have været skyld i udslaget på den ældre kvindes prøver.

TV2 Østjylland har udover Henrik Madsen talt med flere pårørende på Plejecenter Tirsdalen, som fortæller om indlagte familiemedlemmer i samme periode. Én fortæller, at der i forbindelse med hendes fars indlæggelse også blev fundet benzodiazepin i faderens krop.

For Henrik Madsen, der åbent har fortalt om sin mors indlæggelser, er det vigtigt at få afklaring.

- Det hele skal frem i lyset. Det er vigtigt, sagde han torsdag den 5. maj.

Da politisagen føres for dobbeltlukkede døre kan Østjyllands Politi heller ikke kommentere sagen, ligesom det også holdes hemmeligt, hvad personen konkret er sigtet for.

Randers Kommune kan heller ikke kommentere sagen.

Tirsdag skal Retten i Randers tage stilling til, om den sigtede persons varetægtsfængsling skal forlænges.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.156