23948sdkhjf

Ingeniør har startet privat sygeplejefirma: - De offentlige tilbud fungerer ikke optimalt

Under corona-pandemien fik de to veninder Lone Bliksted og Mette Albinus idéen til det private sygeplejefirma KeasCare. De har et ønske om at gøre tilværelsen for ældre og de pårørende langt bedre, og vil gerne være den kontinuerlige støtte i de ældres liv.

Lone Bliksted er egentligt ingeniøruddannet og har blandt andet arbejdet ti år for eBay som forretningsudvikler, men nu er hendes mission blevet at skabe et bedre liv og tilværelse for syge, ældre og de pårørende. KeasCare, som firmaet hedder, kalder sig den ekstra pårørende.

Og det er der brug for. Plejesektoren er presset, og der kommer ikke umiddelbart flere ressourcer til at hjælpe de ældre og deres pårørende, og det er én af grundene til, at det private sygeplejefirma i Aarhus KeasCare er opstået.

-Der er ikke altid noget galt med de ansatte i hjemmeplejen eller på plejehjemmene, men der er noget galt med systemet. Jeg tror ikke, at man kan nøjes med den offentlige hjælp fremover. Der kommer flere og flere ældre, og de næste generationer finder sig ikke i at blive placeret på et plejehjem. I KeasCare er vi den ekstra pårørende, men vi er fagligt funderet, siger Lone Bliksted.

Læg penge til side

Når man vælger at benytte sig af privat sygepleje, så skal man naturligvis have penge op af lommen, men det behøver ikke være så vanskeligt, hvis man spørger Lone Bliksted.

-Man burde lægge penge til side til privat sygepleje på samme måde, som man sparer op til sin pension. Det kan også være, at man har en friværdi i sit hus, at man kan lade børnene arve det mindre, eller man kan droppe en ferie til Tenerife, siger hun.

Hun påpeger, at der ikke er nogen ældre, der ønsker at dø i en hospitalsseng eller på et plejehjem. Med hjælp fra KeasCare kan man forlænge tiden i hjemmet og få en god afslutning på livet, samtidig med at tilværelsen bliver bedre for både de ældre og pårørende.

-Det er den samme person, den ældre/syge bliver mødt af. Vi er ikke nogen besøgsven, vi har de faglige briller på, og vi kan sørge for, at vedkommende for eksempel kommer ud at gå en tur, samtidig med at vi tjekker, at personen får den rigtige medicin. Vi hjælper også med at skubbe på hos det offentlige i forhold til de tilbud, der er der, siger Lone Bliksted.

En god tid

Anja Hairings nu afdøde mor Ruth Andersen er en af dem, KeasCare har hjulpet.

-Jeg er den eneste tilbage i familien, og jeg følte et ansvar overfor min mor. Jeg havde evig dårlig samvittighed, fordi jeg ikke kunne besøge hende ofte nok. Personalet på plejehjemmet har ikke tid til at gå en tur eller sidde og synge en sang, men det havde Line (sygeplejerske, KeasCare). De øjeblikke, de havde sammen, gav min mor en følelse af glæde. Det var ikke sikkert, at hun kunne huske det bagefter, men hun vidste, hun var glad. Hun fik 100 procent en mere værdig død, fortæller Anja Hairing.

Fakta: KaesCare

  • Der er 70 sygeplejersker tilknyttet KeasCare fordelt i hele landet
  • KeasCare blev stiftet 6. februar 2020 - året efter gik Lone Bliksted fuldtid i firmaet
  • Lige nu er KeasCare i gang med knap 20 forløb
  • Kea betyder omsorg på japansk
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141