23948sdkhjf

Optaget på SOSU-uddannelser vokser: - Det er der i den grad brug for

Alt imens der - med god grund - er store bekymringer omkring bemandingssituationen i ældre- og hjemmeplejen landet over, så er der måske lys for enden af tunnelen.

I hvert fald er der i forhold til sidste år flere, der er i gang med at uddanne sig som social- og sundhedsassistent og social- og sundhedshjælper. Det oplyser FOA i en pressemeddelelse.

Fra januar til maj er antallet af indgåede uddannelsesaftaler steget med hhv. 11 procent og 15 procent på de to uddannelser i forhold til samme periode sidste år.

- Det er en virkelig positiv, men også helt nødvendig udvikling, vi ser. Det er gode nyheder for både borgerne og de nuværende medarbejdere i ældreplejen, psykiatrien og daginstitutioner, at der snart kommer flere uddannede kolleger til. Det er der i den grad brug for, siger sektornæstformand i FOA, Vinni Jakobsen.

Ny aftale løfter optag

Optaget på social- og sundhedsuddannelserne er styret af dimensioneringsaftalerne, som indgås mellem regeringen, KL, Danske Regioner og FOA.

Mellem 2017 og 2019 lød dimensioneringen for social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere på i alt 7500 elever årligt.

- Vi har uddannet for få i alt for mange år. Det mærker vi konsekvenserne af nu, hvor kommunerne skriger på uddannede medarbejdere, siger Vinni Jakobsen.

I den nyeste aftale som gælder for 2022 til 2026 er antallet af pladser på trods af de massive rekrutteringsudfordringer fortsat kun på 9000 – dog er der i 2022 frit spil for kommunerne til at uddanne social- og sundhedsassistent og -hjælperelever.

- Vi står i alvorlige problemer med at få flere uddannede indenfor både ældreområdet, i psykiatrien og på børneområdet. Derfor er det vigtigt, at vi fortsætter og udbreder de gode erfaringer, vi har nu – også i de kommende mange år, så vi ikke låser os fast til at uddanne et lavere antal, end der er brug for og som gerne vil tage uddannelserne, siger Vinni Jakobsen.

Udover at sætte et mere ambitiøst mål for, hvor mange der skal ind på uddannelserne, skal kommunerne også blive bedre til at lære af hinanden og samarbejde, mener hun.

- Der er sat gang i en lang række gode initiativer, som får flere til at få øjnene op for uddannelserne og arbejdet. De erfaringer skal udbredes, siger hun.

For at imødekomme behovet for uddannede social- og sundhedsansatte, bør der ifølge beregninger, FOA har lavet, optages 12.000 hvert år på de to uddannelser.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078