23948sdkhjf

Beboere debatterer på plejehjem: Prinser, p-piller og Putin

Man er aldrig for gammel til nyheder – hverken dem ude i verden eller dem inde hos naboen. Nyhedstimen ’Følg Med’ er et populært indslag på plejehjemmet Søster Sophies Minde. Her mødes beboerne hver torsdag og bliver klogere på både nyhederne og hinanden.

”DET er spændende!” udbryder én med stærk begejstring. ”Jeg er sikker på, at det skyldes søskendejalousi,” siger en anden eftertænksomt, da nyheden om Dronning Margrethes degradering af sine børnebørn bliver læst højt. Man fornemmer, at royalt navnestof rangerer højt hos plejehjemsbeboerne på Diakonissestiftelsen.

Der er som regel fuldt hus, når aktivitetskoordinator Malene Otzen og flere frivillige hver torsdag afholder nyhedstimen ‘Følg Med’.

Og det med god grund, for arrangementet er en hyggelig chance for at få en kop kaffe i hyggeligt selskab, mens man bliver opdateret på både verdens gang og sine naboers livshistorier.

Marianne Haagensen, som er frivillig på Søster Sophies Minde, forklarer, hvordan det foregår:

- Vores ’Følg Med’-time er et meget populært arrangement. Vi gennemgår nogle af ugens nyheder, som bliver læst op af de frivillige eller beboerne selv. Og så taler vi lidt om de aktuelle nyheder, som man har mulighed for at kommentere på eller diskutere med de øvrige beboere og frivillige.

Sådan lyder det fra Diakonissestiftelsen, som har skrevet nedenstående reportage.

Allerede inden arrangementet begynder, går snakken ivrigt blandt deltagerne, og der bliver taget for sig af kaffe og chokolader, mens efterårssolen står lavt ind gennem dagligstuens høje vinduer. 

Valg og lækage

Beboerne bladrer i den udleverede nyhedsfolder, og kommentarer om dette eller hint flyver på kryds og tværs af bordet. Det er tydeligt, at de nyder hinandens selskab og ser frem til en time med nyheder.

Og det er en stor nyhedsuge, der bliver taget hul på præcist klokken elleve. Først runder man mysteriet om lækagen på to store russiske gasrørledninger, som løber gennem Østersøen tæt ved solskinsøen Bornholm. Der bliver gættet ivrigt på, hvad der kan være sket, og Putins navn nævnes flere gange ledsaget af en stille hovedrysten.

Næste emne er folketingets åbning og det forestående valg. Igen et emne, som kaster meninger og holdninger af sig. Gruppen i dagligstuen synes at være ganske repræsentativ for den danske befolkning. Der bliver i hvert fald ikke opnået nogen umiddelbar enighed om, hvem der skal lede landet de næste fire år.

Aldrig for gammel til nyheder

Karen Marie Louise Trolle Sørensen på 94 år er en af de faste gæster ved ’Følg Med’-timerne. Hun er glad for muligheden for at følge med i verdens gang:

”’Følg Med’ er en god ting. Jeg er rigtig glad for at deltage. Det er en chance for at møde de andre beboere og få talt lidt sammen om, hvad der sker i verden. Det er vigtigt at følge med, selv om at man er kommet lidt op i årene,” siger hun med et smil.

Den rutinerede ’Følg Med’-deltager bidrager ofte ved arrangementet som oplæser. Også denne torsdag, hvor hun med klar røst står for oplæsningen af ugens vittigheder. De bliver afleveret med et glimt i øjet, god timing og svirp på pointerne.

Nyhedshistorier og livshistorier

Ifølge Marianne Haagensen er nyhedshistorierne desuden ofte anledning til, at beboerne deler lidt af sig selv og deres livshistorier med de andre om bordet.

”Der er tit beboere, som fortæller en anekdote eller begivenhed fra deres egne liv, som de kommer i tanke om, når vi gennemgår nyhederne. Så ikke alene bliver de klogere på verden uden for plejehjemmet – de benytter også lejligheden til at dykke ned i deres egne erindringer og dele livshistorier med de andre ved bordet. Det skaber stærkere relationer mellem beboerne og er samtidig god træning af hukommelsen,” siger Marianne Haagensen.

Stemingen stiger og stiger …

Snakken gik allerede under de første nyheder, men den stiger markant, da deltagerne når til den aktuelle krise i kongehuset. Dronningens udmelding om Prins Joachims børns titler er noget, som beboerne har en holdning til. Diskussionen er nu heftig. Og ikke mindre lystigt bliver det, da nyheden om udviklingen af p-piller til mænd får beboerne til at give den gas:

”Afholdenhed er det eneste, som fungerer!” mener nogen. Andre stemmer i: ”Ja, vi må insistere på kyskhed her på plejehjemmet – vi skal ikke have nogen gravide her!”

Der grines og klukkes bordet rundt, og flere må have lommetørklæderne frem for at duppe øjnene.

Fra hukommelsen

Den sidste del af ’Følg Med’-timen er mere ugeblad end dagspresse. Her er overskrifterne ’Ugens portræt’ og ’En by i Danmark’. Der er vittigheder, en quiz og små ’Husker du’-historier. Alle elementer som får snakken til at gå, og deltagerne til at søge dybt i erindringen efter minder og viden om dagens emner og overskrifter.

Ofte hjælper beboerne hinanden på vej og får ved fælles indsats strikket et quiz-svar eller viden om dagens by Aabenraa sammen. Måske er hukommelsen lidt hullet hos den enkelte, men sammen får de samlet de manglende masker op til et fint resultat.

Nyhedstimen flyver afsted, og der bliver igen stille i dagligstuen i takt med, at beboerne går eller triller hjem mod deres boliger og frokosten, som snart står klar. Næste torsdag tager de en runde mere i nyhedskarrusellen.

Kommenter artiklen (1)
Tip redaktionen
Medlemmernes egne nyheder
Se alle medlemsnyheder
Mest læste
JOB i FOKUS
  • CSR-Rådgiver
Gå til joboversigten
Seneste nyheder
Se seneste nyheder
Udvalgte artikler
Udvalgte nyheder fra forsiden
Vestjyde bliver formand for FOAs Social- og Sundhedssektor
SOSUér bliver selvstændig og vil give tryghed ved flytning
Nu er det ikke kun plejepersonale, der har ret til fuld tid
Niels skiftede Indien ud med et plejecenter i Hadsund
Drabstiltalt plejehjemsansat var ansat i stilling med særlige medicinkrav
Akut mangel på social- og sundhedspersonale: Her er det sværest
Andre Nordiske Medier
Licitationen
Motor-magasinet
Kommunefokus

Send til en kollega

0.187