23948sdkhjf

400 var samlet i Tønder for at få viden om demens

Tønder Kommune vil sætte fokus på forebyggelse omkring sundhed og trivsel og skabe et mere demensvenligt samfund. 

Torsdag var 400 mennesker mødt op for at høre mere om, hvad der virker, når man vil nedsætte risikoen for at udvikle demens, som op mod 400.000 danskere er berørt af.  Det skriver Tønder Kommune i en pressemeddelelse. 

Formanden for Sundhedsudvalget i Tønder Kommune, Anette Abildgård Larsen, åbnede arrangementet, og glædede sig over, at så mange mennesker var mødt op for at høre mere om demens.

- Det er dejligt at se, at så mange er mødt op i aften. Det betyder, at vi virkelig kan få bragt viden videre ud til borgerne, og jeg håber, at den viden som I tager med hjem i dag kan brede sig som ringe i vandet i Tønder Kommune, fortalte Anette Abildgaard.

Demens er en af de mest alvorlige og mest indgribende sygdomme, vi har i samfundet. Op mod 400.000 mennesker er berørte af sygdommen. Men sundhedsforskeren, Bente Klarlund Pedersen formåede alligevel at bruge både seriøsitet og humor i det oplæg hun holdt. Ifølge Bente Klarlund Pedersen kan hvert tredje tilfælde af demens forebygges, og det kan have en livsforlængende effekt på op til 14 år.

I Tønder Kommune er der fokus på, at man selv eller ens pårørende reagerer ved symptomer på demens, så der kan iværksættes tidlig behandling og den ramte kan få den nødvendige hjælp og støtte. Bente Klarlund Pedersen understregede, at det er vigtigt at gå til egen læge ved mistanke om demens – både fordi alle med en demenssygdom kan få behandling, men også fordi symptomerne for demens, evt. kan skyldes andre sygdomme, som også kræver behandling.

Som et tilbud til de fremmødte deltagere, var både kommunens demenskoordinatorer og flere sociale foreninger og organisationer repræsenteret med en stand, og her kunne de fortælle om deres aktiviteter for mennesker med demens og pårørende:

Ældresagen tilbyder bl.a. demensaflastning og demensvenner.

Selvhjælp Sydvest står bag en demensklub for mennesker med demens, opretter selvhjælpsgrupper for mennesker med demens og afholder demenscafe sammen med de kommunale demenskoordinatorer.

Ældrerådet repræsenterer alle ældre i Tønder Kommune, herunder også mennesker med demens og deres pårørende.

Der arbejdes videre med demensindsatsen i Tønder Kommune, og alle interesserede borgere er velkomne til at deltage i en workshop d. 23.11., hvor der skal udvikles ideer til udvalgte temaer, der skal skabe et mere demensvenligt samfund i Tønder Kommune.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093