23948sdkhjf

Ældre patienter udskrives for hurtigt

Hyppige genindlæggelser skal stoppes med 72 timers hospitalsansvar og direkte telefonnummer til hospitalsafdelinger. 

Regionernes hospitaler får nu ansvaret for ældre patienter de første tre døgn, efter de er udskrevet, og det skal nedbringe antallet af genindlæggelser. Det skriver Ritzau.

I dag er det kommuner og praktiserende læger, som overtager behandlingsansvaret, så snart patienten er gået gennem hospitalsdøren.

- Det er afdelingen på sygehuset, der kender patientens status og dermed ved, hvad der tjener patienten bedst, siger Christoffer Buster Reinhardt (K) til Ritzau om ideen bag det tre døgn lange hospitalsansvar. Buster Reinhardt er formand for udvalget for det nære sundhedsvæsen i Danske Regioner.

I 2021 blev knap 10.000 patienter over 67 år genindlagt, viser tal fra Danmarks Statistik. Lungesygdomme, særligt lungebetændelse og KOL, er den sygdomskategori, som giver anledning til flest genindlæggelser.

Direkte linje til hospitalet

Ideen stammer fra Region Hovedstaden, hvor den har vokset sig stærkere og er blevet udvidet over det seneste år. Regionernes ambition er, at alle ældre i Danmark på sigt skal have et direkte nummer til den afdeling, som udskriver dem.

Social- og sundhedsassistent Trine Lampe på rehabiliterings- og aflastningscentret Kildegården i Gladsaxe Kommune er glad for ordningen, som skaber tryghed hos de ældre, deres pårørende og plejepersonalet:

- Tidligere skulle vi ringe til 1813 eller til den praktiserende læge, hvis der for eksempel var noget medicin, der ikke stemte. Eller hvis den ældre pludselig fik høj feber. Nu har vi fået en livline direkte til afdelingen, siger Trine Lampe til Ritzau.

For tidlige udskrivelser skal stoppes

Ordningen er for ny til, at man kan måle en effekt. Men Christoffer Buster Reinhardt fortæller, at tilbagemeldingerne fra kommunerne og de praktiserende læger i Region Hovedstaden er positive:

- Ved at give ansvaret til sygehusene i de første 72 timer, øger vi incitamentet til at beholde patienterne, til de er færdigbehandlede. Samtidig sikrer vi patienterne et bedre forløb, når de er udskrevet.

I løbet af 2023 vil ordningen blive udrullet til resten af Danmark undtagen til Region Midtjylland, som har designet deres egen løsning.

I Region Nordjylland er Mads Duedahl (V) formand, og her vil ordningen blive udrullet en afdeling ad gangen:

- Vi begynder med enkelte afdelinger. Ambitionen er, at det på et tidspunkt skal gælde alle, men først vil vi gøre os nogle erfaringer.

Regionrådsformand Duedahl tror ikke på, at der er penge at spare, men til gengæld er der kvalitet at vinde.

- Det kan være med til at sikre mere kvalitet for patienterne og skabe mere tryghed i arbejdsdagen for de ansatte i kommunerne, som står med patienterne, når de udskrives, siger Duedahl til Ritzau.

Så mange genindlæggelser er der

1 ud af 7 af alle patienter over 67 genindlægges.

1 ud af 4 af alle KOL-patienter genindlægges.

1 ud af 5 af alle patienter med lungebetændelse kræver genindlæggelse.

I alt blev 9675 genindlagt i 2021 ifølge Danmarks Statistik. Siden 2018 er antallet af genindlæggelser dog faldet med 18%. 

Kilde: Danmarks Statistik

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063