23948sdkhjf

Ulovlig døråbner på demensenhed

Ankestyrelsen har besluttet, at det er ulovligt at forsinke dementes små udflugter med en to-tryks-døråbner. Nu vil Vordingborg Kommune overbevise styrelsen om, at mindre forsinkelser af demente er humane og egentlig ok.

Præstø Multicenter er lige præcis ‘multi’. Idrætshal, springsal, yogasal, sundhedscenter, almindelige ældreboliger og så en demensafdeling i en bygning. Børn, unge og ældre i en skønsom hverdagsblanding.

For at sikre, at demensafdelingens beboere ikke skal forlade afdelingen uden opsyn, er der ved døren ud af demensafdelingen installeret en to-tryks-døråbner. Eller rettere der var installeret en to-tryks-døråbner, for nu er den pillet ned. Ifølge Ankestyrelsen er døråbneren nemlig ulovlig. Det skriver sn.dk.

Egentlig må man godt installere en to-tryks-døråbner mellem en demensafdeling og omverdenen, men kun hvis døren fører ud i det fri. I Præstø Multicenter fører døren ud til centrets foyer, og så er to-tryks-døråbneren ulovlig. Man må kun indskrænke menneskers frihed i det omfang, de er til unødig fare for dem selv eller andre, og hverken de demente eller gæster i foyeren i Præstø Multicenter er ifølge Ankestyrelsen farlige.

To-tryks-døråbneren har ellers været installeret i 8 år uden problemer. Det forklarer Mette Høgh Christiansen (S), formand for Social-og Sundhedsudvalget i Vordingborg Kommune.

- Multicentret er netop bygget til at være anderledes, så alle generationer kan være sammen. Derfor er der heller ikke en yderdør ud fra plejeafdelingen, men derimod en dør til Multicentrets foyer, hvor alle generationer kan være sammen, siger hun til sn.dk.

I et brev til Ankestyrelsen har Vordingborg Kommune forklaret, at "teknologien med dørtryk har medvirket til at bevare borgernes værdighed, idet man har undgået situationer med fx upassende påklædning i form af at stå i undertøj på parkeringspladsen."

Og Vordingborg Kommune har en pointe. I Social- og Indenrigsministeriets vejledning om indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne står, at to-tryks-døråbnere “også kan være af hensyn til den pågældendes værdighed.”

Derfor har Vordingborg Kommune skriftligt inviteret Ankestyrelsen på besøg for at vise, hvordan pleje af borgere med demens foregår på Sydsjælland. Ved redaktionens afslutning vides ikke, om Ankestyrelsen vil tage imod invitationen.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078