23948sdkhjf

Statens påbud til Køge-hjemmepleje muligvis ugyldigt

Køge Kommune kan ikke finde et høringsudkast af rapporten fra Styrelsen for Patientsikkerhed i deres system. Hvis kommunen ikke er blevet hørt, er påbuddene ugyldige. 

Der er en god grund til, at Køge Kommune ikke har reageret på den meget kritiske tilsynsrapport, som Styrelsen for Patientsikkerhed offentliggjorde i fredags. Køge Kommune har nemlig ikke modtaget rapporten, i hvert fald ikke på normal vis.

- Vi har ikke af vores sædvanlige kanaler modtaget rapporten. Rapporten er simpelthen ikke modtaget af de rette mennesker, så der kunne handles på det, siger kommunikationschef i Køge Kommune Tania Kejser.

Læs ogsåStyrelsen for Patientsikkerhed giver igen påbud til Køges ældrepleje

Hvis det er rigtigt, at Køge Kommune ikke har modtaget rapporten til høring, har Styrelsen for Patientsikkerhed et problem:

- Manglende partshøring er så væsentligt, at det i denne situation har ugyldighedsvirkning, siger professor i forvaltningsret Sten Bønsing fra Aalborg Universitet.

Altså, hvis Køge Kommune ikke er blevet partshørt, behøver kommunen ikke rette sig efter påbuddene, og høringsfasen skal gå om.

Blandt andet skriver Styrelsen for Patientsikkerhed selv, at den vil nævne en kommunes høringssvar i den endelig rapport, så det bliver synligt for offentligheden, hvilke initiativer kommunen har taget.

Tania Kejser forklarer til Magasinet Pleje, at man i øjeblikket undersøger, hvor det oprindelige høringsudkast fra Styrelsen for Patientsikkerhed kan være. Indtil nu har Køge Kommune ikke fundet det i kommunens interne system. 

Manglende hjemmel også et problem

Styrelsen for Patientsikkerheds påbud til Køge Kommune har et andet problem. Styrelsen har ikke skrevet i det officielle påbud på styrelsens hjemmeside, på baggrund af hvilken paragraf påbuddet er udstedt.

- I virkeligheden er Styrelsen for Patientsikkerheds påbud udsted i henhold til § 150 d i Serviceloven, men paragraffen er ikke nævnt i påbuddet fra styrelsen, bemærker professor i forvaltningsret Steen Bønsing, Aalborg Universitet.

Styrelsen for Patientsikkerheds påbud er ofte konsekvensrige og har stor betydning for plejepersonale og ledere i hjemmepleje og på plejehjem, og derfor er der strenge juridiske kvalitetskrav til styrelsen. Professor Sten Bønsing kalder det et problem i mellemkategorien.

- At der ikke er henvist til den rigtige paragraf i serviceloven er i en mellemkategori af væsentlighedsproblemer. Det kan have ugyldighedsvirkning for Styrelsen for Patientsikkerheds påbud til Køge Kommune, men det vil kræve en nærmere vurdering, siger Bønsing.

Ulden opfyldelse af bestemthedskriterium

Endelig påpeger Sten Bønsing, at man juridisk og forvaltningsretligt opererer med et bestemthedskriterium.

- Et påbud skal være så bestemt og præcist, at man ved, hvordan man skal handle for at få påbuddet ophævet. Man kan diskutere, om det er tilfældet i de aktuelle påbud til Køge Kommune fra Styrelsen for Patientsikkerhed, siger Sten Bønsing.

For eksempel stiller Styrelsen for Patientsikkerhed som krav i påbuddet til Køge Kommune, at “plejeenheden [skal sikre], at dokumentationspraksis understøtter sammenhængende social- og plejefaglige indsatser.”

Hvis der ikke findes en klar standard for en passende dokumentationspraksis, så ved Køge Kommune heller ikke, hvornår den har dokumenteret nok eller rigtigt.

Sten Bønsing vil ikke vurdere, om bestemthedskriteriet er opfyldt i Patientstyrelsen påbud til Køge Kommune, men peger alene på, at det er et almindeligt krav til offentlige myndigheders påbud.

Magasinet Pleje arbejder i øjeblikket på en kommentar fra Styrelsen for Patientsikkerhed angående dens påbudspraksis.

Køge Kommune havde rapport hele tiden

Opdatering onsdag den 21. december klokken 08.34: Køge Kommune har i hele høringsperioden været i besiddelse af den rapport, hvori hjemmeplejen i kommunes vestlige del får strenge påbud til efterlevelse øjeblikkeligt af Styrelsen for Patientsikkerhed.

Efter redaktionens afslutning i går tirsdag oplyste Køge Kommune i en mail, at velfærdsforvaltning “oplyser, at rapporten fra styrelsen er sendt til en central mail i Køge Kommune, og der er tale om en teknisk fejl, der har forhindret at den er landet korrekt hos forvaltningen.“

Således har tilsynsrapporten fra Styrelsen for Patientsikkerhed i hele høringsperioden været i kommunens besiddelse, og Styrelsen for Patientsikkerhed har lovmedholdeligt og i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19 partshørt Køge Kommune før offentliggørelsen af Styrelsens påbud.

I forvaltningslovens § 19 står, at “kan en part ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger om en sags faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne eller vurderingerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse.”

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063