23948sdkhjf

10 mest læste artikler i 2022 - ny regering, frikadeller og flere SOSU’er

I kortform de 10 mest læste artikler i Magasinet Pleje i 2022

1 (februar) Tilsyn afslører problemer på friplejehjem: Beboer blev tvunget til at spise forkert medicin

Friplejehjemmet Vivaldi i Brønderslev har været under skærpet tilsyn fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Af og til kan der være rod i medicinskabet på et plejehjem, men på Friplejehjemmet Vivaldi førte det til, at en beboer blev fejlmedicineret.

2 (maj) En halv million frikadeller: Ældre vil stadig helst have traditionel mad

Ældre har præcis samme yndlingsretter som for 25 år siden.

- Vi laver ugentligt godt 30.000 frikadeller, og vi kan se, at frikadeller, karbonader og farsbrød stadig er nummer ét, to og tre, fortæller Martin Pinstrup, der er CCO i Det Danske Madhus.

3 (april) Plejecenter Margrethelund i Dronninglund har fået ny leder

Plejecenteret Margrethelund har både i 2021 og i 2022 været udsat for kraftig kritik både i medierne og af Styrelsen for Patientsikkerhed. Men i foråret fik centeret ny leder. Magasinet Pleje har dækket Margrethelund-sagen intensivt.

4 (november) Direktør for Diakonissestiftelsen fratræder

Anders Mørk Hansen tiltrådte som direktør for Diakonissestiftelsen for bare halvandet år siden, men fratrådte i november. Udover pleje- og hospiceaktiviteter er stiftelsen kendt for at sidde på det danske alterbrødsmarked. Kiloprisen på alterbrød er i øvrigt 1321 kr.

5 (oktober) De nominerede til Danmarks bedste plejehjem

Danske Seniorer står bag kåringen af Danmarks bedste plejehjem, og de nominerede i år var Plejehjemmet Ryholtgård - Hellerup, Himmelev Gl. Præstegård - Roskilde, Friplejehjem Møllevangen - Agerskov, Landsbyen Møllevang - Randers og Demenscenter Skovgården - Hadsund. Landsbyen Møllevang i Randers vandt titlen den 11. november.

6 (december) Den nye regerings markante ændringer på ældreområdet

En nærlæsning af regeringsgrundlaget viser, at ældrepolitikken er helt central for den nye regering, og den har for eksempel meldt ud, at al ny velfærdspolitik bliver gennemført på ældreområdet først. Således er ældreområdet ikke bare rykket ind i centrum af dansk politik. Ældreområdet er centrum af dansk politik.

7 (oktober) Egedals ældrepleje får påbud for manglende dokumentation

Egedal Kommune får i august et påbud af Styrelsen for Patientsikkerhed. Særligt problematisk var, at ældreplejen i Egedal ikke skrev ned, hvilke ønske de ældre havde til den sidste tid.

8 (december) Styrelsen for Patientsikkerhed giver igen påbud til Køges ældrepleje

Køge Kommune har fået sit tredje påbud af Styrelsen for Patientsikkerhed i år. I forvejen havde kommunen fået et påbud til plejehjemmet Nørremarken, som er kendt fra TV2. Også Køge-plejehjemmet Møllebo har påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Sidste gang var den gal med Køge Kommunes hjemmepleje.

9 (januar) Varde bad om hjælp til ældreplejen i julen og blev overvældet

Årets mest hjertevarme historie handler om Varde Kommunes ældrepleje, som var lagt ned under Corona-epidemien. Derfor kom kommunen med et opråb til byens borgere, og kun på et øjeblik havde almindelige vardensere fyldt ældreplejens vagtskemaer.

10 (december) Positiv udvikling i antallet af SOSU'er

Magasinet Pleje kunne berette, at en økonomisk krise ikke er så skidt, at den ikke er god for Pleje-Danmark. Når økonomien strammer til, finder folk ud af, at ældreplejen faktisk er et godt sted at arbejde.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078