Mette Frederiksen afslører ældreplejens skæbne
Det har været småt med præcis information om, hvad der er den nye regerings ambition på ældreområdet, selvom den har annonceret, at den vil gennemføre ’den mest omfattende frisættelse af den offentlige sektor i velfærdssamfundets historie,’ og at regeringen vil gennemføre denne frisættelse på ældreområdet først.
Det er store ord, og derfor har Magasinet Pleje bedt tre af landets fremmeste forvaltningseksperter forklare, hvad ældreområdet har i vente. Professor emeritus Jørgen Grønnegård Christensen fra Aarhus Universitet, lektor emeritus Johannes Andersen fra Aalborg Universitet og endelig professor Kurt Klaudi Klausen fra Syddansk Universitet.
Alle tre har fulgt den politiske og forvaltningsmæssige kamp om den danske velfærdsstat i mere end 40 år fra Anker Jørgensens kapitulation i 1982 over Poul Schlüters sanering af de offentlige finanser, gennem socialdemokratiske Nyrup-regeringers nyvundne tro på finanspolitisk holdbarhed, Foghs skattestopsepoke og Løkke Rasmussens garantistyrede velfærd.
- Hvad betyder det, at ældreplejen skal ’frisættes’?
Jørgen Grønnegaard Christensen: - Jeg betragter frisættelsesideen som en forlængelse af regeringens ambition om at gennemføre en ældrelov, hvor drift og styring af ældreplejen skal omlægges, så de institutioner, som løser opgaven, får større frihed. Det har rigtig mange statsministre sagt før Mette Frederiksen begyndende med Poul Schlüter i 1982, og han brugte lige så store ord, som Mette Frederiksen bruger nu. Poul Nyrup, Anders Fogh Rasmussen, Helle Thorning Schmidt og Lars Løkke Rasmussen har alle luftet disse ideer. Vi mangler bare at se det materialisere sig i konkrete og vægtige initiativer.
Johannes Andersen: - Det betyder, at Mette Frederiksen mener, at den offentlige sektor er kørt fast i sandet, og det er hendes vurdering, at ældreplejen ikke fungerer, som den skal. Det er også et opgør med først en rationel tilrettelæggelse af velfærdsopgaver og dernæst en løsning, hvor udbydere af velfærdsydelser konkurrenceudsættes, altså hvor dele af ældreplejen udbydes på markedslignende vilkår. Uden at kunne formulere det klart, har regeringen en intuitiv fornemmelse af, at ingen af disse løsninger har været rigtige. Nu vil Mette Frederiksen lader borgernes initiativ og virkelyst flyde ind i de bærende velfærdsinstitutioner, men hvordan det skal ske, ved hun ikke.
Kurt Klaudi Klausen: - Min vurdering er, at Mette Frederiksen præsenterer en variant af ambitionen om at afbureaukratisere, og det har enhver regering i nyere tid forsøgt. Med hver ny regering har afbureaukratiseringsambitionen fået nye klæder, og hvert forsøg er endt på de gode intentioners holdeplads. Mette Frederiksen er bare den sidste i en lang række af regeringsledere, som har sagt det samme. For eksempel havde Anders Fogh Rasmussen til forveksling det samme budskab. Den gang hed det kvalitetsreformen, for nylig hed det nærhedsreformen, og vi ved endnu ikke, hvad det kommer til at hedde denne gang. Men det vigtige er signalværdien. Der er tale om en symbolsk udmelding om frisættelse og decentralisering.
- Mette Frederiksen sagde tillige i sin tirsdagsredegørelse til Folketinget, at ’børnehaver, skoler og plejehjem skal forvaltes af borgerne. Ikke bureaukratiet.’ Har Mette Frederiksen et klart billede af, hvordan det skal ske?
Johannes Andersen: - Forestil dig en demensafdeling på et plejehjem i Hjørring. Hvordan forestiller Mette Frederiksen sig, at borgerne skal inddrages der? Hvordan skal borgerne handle, og hvad skal de beslutte? I denne sammenhæng har almindelige borgere selvfølgelig ikke forudsætninger for eller kompetencer til at træffe beslutninger og handle. Det vil kun give anledning til konflikter mellem borgere og de medarbejdere, som udfører fagligt professionaliserede og specialiserede funktioner.
Kurt Klaudi Klausen: - Det er et område, hvor man har blandede erfaringer. Umiddelbart fremstår det som en sympatisk ide, men at realisere det er uhyre vanskeligt. Det hænger først og fremmest sammen med, at frontmedarbejderne oplever et tab af autonomi og professionalisme, når borgerne skal have indflydelse på et område, som er kendetegnet ved kompleks faglig viden. I det omfang Mette Frederiksen tænker på brugerbestyrelser af for eksempel plejehjem, har de reelt kun en begrænset rådgivende funktion.
Jørgen Grønnegaard Christensen: - Det vanskeligt at svare på. Det kunne smage af en form for institutionelt selvstyre, hvor brugerbestyrelser skal styre de institutioner, som leverer ældrepleje. Jeg ved det ikke. Men hvis der tænkes på institutionelt selvstyre med brugerbestyrelser, så ved vi fra særligt skole- og daginstitutionsområdet, at brugerbestyrelser ikke har haft den store frisættende effekt.
- I redegørelsen sagde Mette Frederiksen også, at ”ledere og medarbejdere skal mødes med tillid, så de kan bruge deres faglighed til selv at træffe beslutninger.” Magasinet Pleje har talt med ledere og medarbejdere i hjemmeplejen og på plejehjem om den formulering, og med små variationer er budskabet, og af og til en smule spidst, at de altid anvender deres faglighed. Hvad mener Mette Frederiksen med hendes formulering?
Kurt Klaudi Klausen: - Jeg læser det som om, at medarbejderne i højere grad skal anvende en kombination af sund fornuft og faglighed i modsætning til systemlogik. Det lyder godt, og det lyder også oplagt, som regeringen fremlægger det. Men i virkeligheden er det uhyre vanskeligt, fordi der ved komplekse velfærdsydelser altid er modstridende hensyn at afveje. Man skal forene det uforenelige.
Jørgen Grønnegård Christensen: - Det er oplagt, at Mette Frederiksen sætter medarbejdernes faglige selvstændighed og kunnen over for en opgaveløsning bundet af bureaukratisk kontrol. Men det bliver man jo ikke meget klogere af.
Johannes Andersen: - Det er forståeligt, at medarbejderne reagerer, som de gør. På et plejehjem med beboere med mobilitets- og demens-relaterede problemer, kan man ikke løse pleje- og omsorgsopgaver uden faglighed. Faglighed er afgørende for at give demente en tålelig hverdag med momenter af glæde. Og årsagen til, at det lykkes hver eneste dag landet over, er, at de ældre og deres pårørende har tillid til medarbejderne, netop fordi medarbejderne har den nødvendige faglighed.
- Vil Mette Frederiksen lykkes med sit reformprojekt?
Jørgen Grønnegaard Christensen: - Jeg vil give hende dét, at hun står i spidsen for en flertalsregering. Når det er sagt, så skal hun stadig have kommuner og medarbejderorganisationer med på frisættelsesideen. Umiddelbart vil de klappe i hænderne. På et tidspunkt vil de dog indse, at de regler, som ellers virker bureaukratiske og besværlige, også tjener som en beskyttelse af medarbejderne mod vilkårlighed. Så jeg er skeptisk, men jeg udelukker ikke, at det kan lykkes denne gang.
Johannes Andersen: - Ikke i dets nuværende form. Hun har ikke en fornemmelse af det greb, der skal til. Mette Frederiksen ved ikke, hvad der skal erstatte den markedsgørelse, som man forsøgte sig med sidst. Hun signalerer, at fællesskabets ånd skal flyde lidt mere frit, men som tidligere nævnt, tror jeg ikke hun ved, hvordan hun skal kontrollere retningen og styrken af fællesskabsåndens flydende bevægelse.
Kurt Klaudi Klausen: - Det er svært at sige, men det er umuligt ikke at være skeptisk. Fordi sporerne skræmmer. Der vil altid skulle sættes rammer, skabes retning og føres tilsyn, hvis vi ønsker at sikre en ensartet behandling af de ældre. Men det er sympatisk at lægge op til en frisættelse, der erstatter central kontrol med tillid til de decentrale enheder - at lade lederne lede og lade medarbejderne passe deres arbejde.
Artiklen er en del af temaet Frisættelsen af ældreplejen.