23948sdkhjf

Er danske plejehjem dødsensfarlige brandfælder?

Nej. Selvom der sidste år blev udstedt over 3000 påbud ved brandtilsyn, og 30 personer er døde som følge af brand blandt Danmarks 72.000 plejehjemsbeboere de sidste 6 år, tyder intet på, at plejehjem er mere brandfarlige end private boliger. Tværtimod.

Danmarks Radio kunne mandag berette, at der de sidste 6 år er omkommet 30 personer ved dødsbrande på plejehjem, og ved brandtilsyn sidste år blev der udstedt over 3000 påbud. Det er de kommunale beredskabsenheder, som fører tilsyn med de kommunale plejehjem.

Og Ældresagen er ikke tilfreds med situationen. Nina Bruun er seniorkonsulent i de ældres interesseorganisation, og hun kræver at tingene skal være i orden.

- Brandsikkerhed på plejehjem er fuldstændig afgørende. Vi snakker om svækkede ældre mennesker, som ikke er i stand til at hjælpe sig selv ud i tilfælde af brand. Derfor skal de her ting bare være på plads, siger hun til Danmarks Radio.

Plejehjem mindre brandfarlige end eget hjem

DR opgør brande på plejehjem over en 6-års periode, men i det følgende gennemgås en femårsperiode, for her findes sammenlignelige tal mellem plejehjem og private boliger. 

Fra 2017 til 2021 er 285 omkommet i brande ifølge Beredskabsstyrelsen. 9,5 procent (27 personer) af alle dødsbrande i Danmark sker på plejehjem, mens 34 procent (100 personer) af alle dødsbrande sker i Danmark blandt borgere, som modtager pleje i eget hjem. 72.000 danskere bor i plejebolig, hvorimod ca. 150.000 modtager pleje i eget hjem. 

Altså, selvom der er dobbelt så mange hjemmeplejemodtagere som plejehjemsbeboere, er der 3 gange så mange hjemmeplejemodtagere, som dør i brande. Således tyder intet på, at det er mere brandfarligt at bo på plejehjem end i eget hjem. Tværtimod.

Langt den overvejende del af dødsbrande blandt ældre sker blandt bevægelseshæmmede. Således er omtrent 2/3 af alle branddøde over 80 år enten bevægelseshæmmede eller kørestolsbrugere. Blandt de 40 til 60-årige er over halvdelen af de døde ved brand derimod misbrugere af alkohol eller andre euforiserende stoffer.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094