23948sdkhjf

Hvad sker der i Sønderjylland? Plejehjem gennem seks tilsyn og stadig under påbud

I skyggen af Tirsdalen-sagen modtog Sommersted Plejehjem i denne uge fjerde påbudsrapport fra Styrelsen for Patientsikkerhed på under et år. 

RETTELSE: Sommersted Plejehjem er tidligere i denne artikel beskrevet som et friplejehjem. Det er ikke korrekt. Der er tale om en selvejende institution med kommunal driftsoverenskomst. Af samme grund er enhver henvisning til friplejehjem skrevet ud af artiklen. Vi beklager fejlen. (23. marts 2023)

Foreløbigt har Sommersted Plejehjem på et år været gennem fire sundhedsfaglige tilsyn og to ældretilsyn fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Det gør Sommersted Plejehjem til Danmarks aktuelt mest tilsete plejehjem. 

I denne uge konkluderede Styrelsen for Patientsikkerhed endnu engang, at ”der fortsat er tale om større problemer af betydning for patientsikkerheden” på Sommersted Plejehjem. Nu venter de i Haderslev på det syvende tilsyn inden for et år.

Den 28. april 2022 var Sommersted Plejehjem gennem første tilsyn fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Men før Styrelsen for Patientsikkerhed ankom til Sønderjylland, var der allerede problemer på plejehjemmet.

For eksempel kunne JydskeVestkysten i foråret 2021 fortælle historien om Jørgen Jørgensens mor, som ved en fejl var blevet behandlet med fentanyl-plastre på Sommersted Plejehjem. Hvis fentanyl lyder bekendt, så er det, fordi fentanyl slog både Prince og Tom Petty ihjel, og det syntetiske morfinpræparat er kendt for at være 30 gange stærkere end heroin.

JydskeVestkysten kunne også berette om Dagmar Hansen, som var blevet diagnosticeret med ’senil kløe’. Eneste problem med den diagnose er, at den ikke findes. Sandheden var, at Dagmar Hansen havde fnat, og det havde hun haft ubehandlet i halvandet år.

I Sommersted Plejehjems vedtægter står, at bestyrelsen består af to beboere, en repræsentant for personalet, to byrådsmedlemmer og to medlemmer med ’faglig indsigt’, som bestyrelsen selv finder.

Men hvis denne gruppe på trods af seks tilsyn og tre på hinanden følgende sundhedsfaglige påbud og et ældretilsynspåbud ikke har handlet eller handlet fornødent, hvad så?

Beslutter at udskyde beslutningen

I et referat fra et møde i sommeren 2022 i Haderslev Kommunes Senior- og Omsorgsudvalg hedder det, at ”forvaltningen er bekymret for ledelsessituationen på Sommersted Plejehjem såvel på kort som på længere sigt.” Man vil hjælpe Sommersted Plejehjem ”i det omfang, som det er muligt indenfor driftsoverenskomstens og lovgivningens rammer.”

På samme møde overvejer man at opsige kontrakten, men det kan kun ”ske med 1 års varsel”, og hvad skal man gøre i mellemtiden? Lade kommunens beboere bo på et plejehjem, som man ellers ikke ønsker at samarbejde med?

I senior- og omsorgsudvalget overvejer man også at ophæve kontrakten på stedet, men så er ”det Haderslev Kommunes opgave at løfte bevisbyrden for væsentlig misligholdelse” af kontrakten, således referatet.

Hvis Haderslev Kommune ikke kan det, skal Haderslev Kommune betale et beløb ”svarende til 1 års driftsbudget til Sommersted Plejehjem, uden Haderslev Kommune i den periode har modtaget en modydelse,” slår kommunens forvaltning fast.

Konklusionen bliver, at ”Senior- og Sundhedsvalget til august [vil] træffe beslutning om, hvorvidt den nuværende driftsoverenskomst ophæves eller opsiges,” hvis Sommersted Plejehjem på det tidspunkt stadig er under påbud, står der i referatet fra juni 2022.

I august 2022 var Sommersted Plejehjem stadig under påbud, men driftsoverenskomsten blev hverken ophævet eller opsagt.

Det er nu februar 2023, og i mandags fik Sommersted Plejehjem og Haderslev Kommune at vide, at den stadig er gal. I sensommeren satte kommunen visiteringen af nye beboere på pause. Ellers er ingen beslutning truffet.

”Kommunalbestyrelsen følger plejehjemmets arbejde med at få ophævet de påbud, Styrelsen for Patientsikkerhed har givet og har indtil videre sat drøftelserne om driftsoverenskomsten på pause,” konstaterer direktør for Social og Sundhed i Haderslev Kommune Rolf Dalsgaard Johansen i en skriftlig kommentar til Magasinet Pleje.

Det har tidligere fremgået af denne artikel, at 95% af plejehjem i Danmark er kommunale. Det er ikke korrekt. 85 % af alle plejehjem i Danmark er ifølge VIVE kommunale. 10 % af alle plejehjem har en kommunal driftsoverenskomst.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109