23948sdkhjf

Døde ældre holdt administrativt i live

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har holdt en stor gruppe danske ældre administrativt i live. Praksis i Det Centrale Personregister har betydet, at døde danskere i udlandet har været registreret som levende. Foreløbig har fejlen ført til en bizar overdødelighed i Statens Serum Instituts statistikker. 

Statens Serum Institut har i over en måned registreret en markant overdødelig blandt ældre, specielt blandt dem over 85 år, og det har været en kilde til reel undren på det institut, hvis fremmeste opgave er at overvåge netop mistænkelige sygdomsrelaterede dødsfald.

I en pressemeddelelse fra Statens Serum Institut kan man mellem linjerne læse lyden af lettet åndedræt og sænkede skuldre.

- Vi har undret os over, hvad den forhøjede dødelighed hos de +85-årige kunne skyldes, da overdødeligheden var faldet for de øvrige aldersgrupper. Så vi er naturligvis glade for, at vi nu har fundet en del af forklaringen, sagde Bolette Søborg, overlæge og sektionsleder i Statens Serum Institut i går eftermiddags.

Levende døde i cpr-register

Forklaringen på de mange døde +85-årige i februar måned er bizar. Hvis en død udenlandsdansker ikke officielt er registreret som død i Danmark, lever vedkommende videre i statens database over levende danskere. Der har bogstavelig talt levet en gruppe af levende døde i Det Centrale Personregister.

- Forklaringen er, at hvis en person ikke er registreret som død, så fortsætter vedkommende med at være registreret i CPR-registret, ligesom vedkommendes alder også fortsætter med at stige, skriver Statens Serum Institut.

Danskerne fik cpr-nummer i 1968. Det er 55 år siden. Så hvis man var 70 år i 1968, flyttede til Spanien i 1972, døde i 1975, men aldrig blev registreret som død i Danmark, så er man 125 år i dag og sprællevende i Det Centrale Personregister.

120-års regel

Eller det vil sige; det var man. 10. januar i år stoppede den cpr-praksis. Fra den dag er man i Det Centrale Personregister automatisk død, hvis man er en mere end 120 år gammel dansker i udlandet.

- Når cpr-registret fra den 10. januar begynder at sætte en maksimum-grænse på 120 år, så registreres der en masse ”forsinkede” dødsfald, der ikke før er blevet registreret i systemet, skriver Statens Serum Institut.

Så den 10. januar begyndte folk at dø for øjnene af epidemiologerne i Statens Serum Institut, hvor man ikke var opmærksomme på ændringen i Det Centrale Personregister. Og det gik hurtigt. I februar alene "døde" 100 for mange om ugen i gruppen af +85-årige.

Den nye 120-års-regel giver god mening lige p.t, for den hidtidige aldersrekord for en dansker - i øvrigt en emigrant - holdes af Kresten Mortensen, som sov ind i Californien som 115-årig i 1998.

Den ældste dansker er i øjeblikket 112 år, og vedkommende bor i Aarhus. 

Dokumentation - Uddrag fra SSIs officielle forklaring

”Efter den 10. januar har CPR-registret helt automatisk og maskinelt registreret en person som død, hvis vedkommende opfylder følgende tre kriterier: At personen er udrejst, forsvundet eller har et administrativt personnummer, samt ikke er gift med en person med bopæl i Danmark, og endelig skal vedkommende være over 120 år gammel. Men den ændring har haft en utilsigtet betydning.”

”Hvis en person ikke er registreret som død, så fortsætter vedkommende med at være registreret i CPR-registret, ligesom vedkommendes alder også fortsætter med at stige. Men når cpr-registret fra den 10. januar begynder at sætte en maksimum-grænse på 120 år, så registreres der en masse ”forsinkede” dødsfald, der ikke før er blevet registreret i systemet.”

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063