23948sdkhjf

Kommune sælger gammelt badehotel - skal finde nyt sted til rekreative ophold

I Aarhus Kommune har det gamle badehotel Saxild Strand gennem flere år fungeret som ramme for rekreationsophold for ældre borgere i kommunen.

Men sådan skal det ikke være længere, efter kommunen har besluttet, at Saxild Strand skal sælges.

Det havde ellers gennem længere tid været på tale, at man ville renovere ejendommen, der trængte til en større opfriskning, men i stedet har kommunen valgt at sælge stedet.

Fra byrådets side lyder det, at man vil arbejde på at videreføre de aktiviteter, som findes på Saxild Strand, andetsteds. Badehotellet har været brugt som rekreationssted for ældre og sårbare borgere, der har brug for et ophold for at komme til hægterne

- Et ophold på Saxild Strand har haft enorm stor betydning for rigtig mange af vores borgere, men virkeligheden er ikke altid indrettet sådan, at vi får alt, hvad vi drømmer om. Det er selvfølgelig absolut afgørende for os, at vi skaber mulighed for, at borgerne kan få de samme gode tilbud som på Saxild Strand, siger sundhedsrådmand Christian Budde i en pressemeddelelse fra kommunen.

De ophold og aktiviteter, som kommunen i dag afholder på stedet, forventes at fortsætte uændret indtil en ny lokalplan for området er fastlagt. Imens vil sundhed- og omsorgsforvaltningen i kommunen afsøge alternativer til det eksisterende tilbud.

- Vi har allerede mange gode foreningskræfter, som står klar til at hjælpe med at løfte vores borgere ind i nye fællesskaber og vi har andre smukt beliggende lokaliteter, hvor vi skal undersøge, om de kan bringes endnu mere i spil, siger rådmanden.

Christian Budde uddyber, at kommunen nu skal bruge kræfter på at finde et nyt sted, hvor rekreations- og fællesskabsaktiviteter for ældre borgere i Aarhus Kommune kan finde sted.

- Jeg er meget optaget af, at vi får skabt mulighed for fællesskaber for alle vores borgere. Det skal vi fastholde, og gerne have meget mere af. Vi vil nu bruge det kommende år, mens vi stadig har adgang til Saxild Strand, på at skabe andre tilbud, siger Christian Budde.

Tidligere på året, da Aarhus Kommune satte Saxild Strand til salg, lød det, at de stadig håbede, at badehotellet ville kunne blive drevet videre som et rekreativt sted.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094